Monthly Archives: august 2006

Koncert

Indrømmet, jeg er ikke blandt de 85.000 som lige pt. står på en mark i Horsens for at høre poppens ukronede dronning, men det skal ikke holde mig fra at glæde mig til nogle snarlige koncerter, som jeg snart skal til.  Og som jeg rent faktisk glæder mig meget til.

Den første gruppe består af en række monstre, som virkelig har sat sindende i kog i det meste af Europa med deres vindersang til det europæsike melodigranprix. Faktum er, jeg glæder mig til at se dem live i Amager Bio i slutningen af september…
Inden jul står den på koncert igen samme sted. Denne gang forholdne lidt anderledes med politiske undertoner, når danske Pink Floyd Projekt går på scenen for at levere nogle af de beste sange, der nogen sinde er blevet lavet.

Jeps, jeg glæder mig…

Hvilken aviskrig?

De to første dage i den såkaldte aviskrig er overstået, hvor krigens to første kompitanter har haft mulighed for at tage deres del af kagen i form af læserne og annoncekronerne. På mit arbejde har jeg haft mulighed for at studere de to nye aviser, Dato og 24 timer fra hhv. Det Berlingske Officin og Jyllands-Posten/Politikens-hus. Og lad mig sige med det samme, jeg er ikke synderlig imponeret over kvaliteten af de to, der virker uden nogen form for substans i forhold til MetroXpress og Urban, som både har haft tiden og læsertilvendingen på deres side. Faktisk virker det som om, at de to bladhuse har haft mere end travlt med at skabe en avis for avisens skyld frem for at gå lidt mere i dyben for holde den måske kommende avis, Nyhedsavisen, ude af markedet.

Mange potentielle avislæsere har kigget mere end langt efter både Dato og 24 Timer, da de kun er delt ud i såkaldte købedygtige områder i de større byer. Dvs. de rigtige postnumre har modtaget avisen, mens andre er blevet sprunget over, hvis der skulle ligge et belastet område i det gældende postnummer, som i mit eget, der hedder 2300. Faktisk er hele Amager med hele 3 postnumre blevet sprunget over, hvilket må undre en del mennesker, da mange af de to avisers potentielle læsere bor på øen.

Skal jeg læse seneste nyt lige nu og her, er jeg allerede dækket godt ind, da jeg både har tilgang netaviserne via computeren og mobiltelefonen. Samtidig kan jeg supplere med både MetroXpress og Urband og på den måde få læsernes egne meninger med.

På den anden side kan Nyhedsavisen bare være et mediestundt fra islandsk side, før de måske igen går på indkøb i Danmark, da de så har fået tømt pengekasserne hos de to største bladhuse…

En ven i nøden

Her til morgen havde jeg en syret oplevelseud over det sædvanvlige. For det første havde jeg sovet over mig og vågnede første omkring klokken 6.35 og måtte derfor have temmelig meget fart på ud af døren, så der ikke blev tid til at smøre den dalige madpakke. Derefter forbi den lokale bager for at købe et par spanske rundstykker og så fart på pedalerne, så jeg ikke kom for sent på arbejde, hvor jeg møder klokken 7.45.

Indtil et godt stykke ud af Vesterbrogade går det ganske godt – men uden at vide det, taber jeg min taske, der ligger bag på cyklen, der både indeholder min pengepung, morgenmad og mine nøgler til min hjem, arbejde, cyklen osv. En kvinde får mig stoppet ved opkørslen til Valby Bakke, hvor hun gør mig opmærksom på, at jeg altså har tabt min taske som før nævnt.

Jeg får vent cyklen i en vis fart for at få fat i den, før en eller anden bare plynrer den for indhold. Og nej, det er ikke pengepungen og dens indhold jeg er nervøs for. Det kan altsammen erstattes. Det er mere nøglerne til mit hjem, cyklen og arbejdet, som jeg er gruer mest for. Da den pågældende kvinde ikke får fortalte mig præsis, hvor jeg har tabt min taske, drøner jeg næsten hele vejen tilbage af Vesterbrogade til jeg kommer til Vesterbro Torv, hvor jeg vender cyklen igen og kører tilbage af samme vej. Men, tasken er bare væk – helt væk.

Tilbage ved opkørslen til Valby Bakke ringer jeg til arbejdet og foræller, hvad der er sket og, at jeg nok bliver lidt forsinket. Min kollega, som er chef for chefen, som holder ferie, fortæller mig, at jeg bare skal tage mig den tid, det tager at finde tasken igen. Men efter yderligere 10 minutter giver jeg fortabt, og kører videre til mit arbejde.

På selve arbejdet er jeg ganske naturligt rystet over den manglede taske og er ved at gøre klar til at ringe både til politi, bank osv. for at melde tasken stjålet, spærre kort og ringe til mine forældre, så de kan låne mig penge til låsesmeden, når jeg har fri.

I same øjeblik ringe vores kontormobil – det er vores hovedkontor, der fortæller os, at tasken er samlet op af en buschaffør på linie 6A på vej mod Rødovre, der kører lige forbi ude på Roskildevej. Den pågældende chaffør har givet sit mobilnummer, så jeg kan bare kontakte ham. Det gør jeg så og vi bliver enige om, at han skal kontakte mig igen, når han igen er på vej mod Rødovre, da han nu er på vej mod Østrebro og på det tidspunkt holder på toppen af Valby Bakke over for Zoo.

2 timer senere kommer der en sms om, hvornår han er ved Zoo igen og jeg sms’er tilbage og fortæller ham, at jeg vil være at finde ved busstoppet over for Domus Vista. Inden da har en af mine kollegaer lånt mig en 50’er, så jeg kan købe ham en flaske god rødvin.

Præsis klokken 10.09 efter planen ankommer chafføren med bussen, og jeg får min taske og han får overrakt en flaske rødvin..

Se, det er en hæderlig mand, denne buschaffør. Tak til Lars på linie 6A for endnu engang at redde tasken og min dag.

Cola vs. Pepsi

Så længe jeg kan huske,har jeg altid været en svogen tilhænger af Coca-Cola og har altid drukket denne læskedrik med stor glæde. Men, henover de sidste år er den glæde svundet ind til fordel for en anden læskedrik, som jeg har fundet mere smagsfuld, og så er den mere smagsfuld end den første. Introduktionen fik jeg for nogle år siden, hvor jeg læte nogle nye venner at kende. Skulle den endelig stå på en cola-drik, var det altid Pepsi Max, der blev budt på. Sådan er det stadig, når jeg stadig besøger dem.

I går, hvor jeg skulle købe ind, tog jeg mig selv i at købe Pepsi Max i stedet for den gamle cola. Og hvorfor ikke? Den smager jo godt…

Nu med logo

Prøv selv hér

Tanker om Gud

Ind i mellem kan jeg godt gøre mig nogle tanker om, hvem Gud er for en størrelse. Specielt i forbindelse med krig, død og lidelse, kan jeg gøre mig disse tanker, når jeg høre andre mennesker snakker om, hvorfor Gud kan tilllade mange af de ting, som sker ude i verden omkring os. Mange stiller sig undrende over, hvorfor en Gud, der elsker os mennesker, kan tillade, at så mange bliver dræbt i forbindelse med tsunamien for at tage et forholdsvis frisk eksempel. Et andet kunne være 11. september 2001, hvor en flok terrorrister bruger 4 fly som bomber mod civile i USA.

Tankerne kom op at vende her til aften, hvor vi i den kirke, som jeg kommer i, havde besøg af teologen, forfatteren og foredragsholderen, Leif Andersen, som mest er kendt for bogen, “Hvorfor sover du Gud?”, som tager sit udgangspunkt i Jobs bog i Det Gamle Testamente, hvor Saten som bekenst tager et vædemål med Gud om, hvorledes Job vil reagere, hvis alt hans gods bliver taget fra ham – inkl. familien. Selvom det er sket for flere tusende år siden, er de spørgsmål lige aktuelle den dag i dag.

Personligt tror jeg ikke på, at Gud har en finger med i alt. Hvis havde havde det, var der jo ingen grund til, at vi mennesker havde en fri vilje. Her bør vi have en anden mening omkring Guds almægtighed end for ekspempel muslimerne, som mener, at Gud er almægtig og derfor har en finger med i spilet, når der sker noget i verden, som ingen lige har styr på.

Som mennesker har vi også brug for at tage fat i nakken på Gud, når vi oplever den slags ting, hvor vi kommer ud for hændelser, som ingen kan styre. Vi har lov til at råbe Gud op og spørge Ham om, hvorfor Han ikke lige griber ind, når en i familien er dødelig syg, når en bilbombe dræber 20 – 30 uskyldige mennesker i Bagdad og, når vores verden er brudt helt sammen.

Modsat så mange andre religioner, har vi en tolk, der oversætter det, som Gud vil fortælle os. Det er Jesus, der på så mange måde kan sætte sig ind i, hvordan vi har det som menneske.

Moral og dobbeltmoral

Alt imens kritiske bloggere i Iran bliver sendt i fængsel for at ytre sig kritisk over for styret i Iran, har landets præsident fundet sig en ny hobby – at blogge. Her har han fundet sig et sted, hvor han kan ytre sine kontroversielle meninger. Mens præsidenten har fundet sig et medie, der ikke vrænger næse af hans meninger, har styret dog ikke ændret synet på almindelige borgeres ret til ar ytre deres meninger om styret. Bloggen er dog i startfasen, hvor der kun er kommet et indlæg, hvor præsidenten efter sigende foræller om sin opværkst og, hvordan han allerede som barn foragtede USA. Desuden kan man stemme om, hvorledes USA er på vej til at starte en ny verdenskrig.

Havde det været en person, der anerkendte demokrati og, hvad der dertil hører, havde jeg budt vedkommende velkommen i blogverden, men ikke her.