Monthly Archives: marts 2007

Respons

Ind i mellem kan det åbenbart lykkedes at få politikerne i tale, som i forbindelse med debatten omkring Amager Hospital, hvor jeg efter mødet i mandags fik skrevet et læserbrev, som åbenbart kommer med i det næste nummer af Amager Bladet efter weekenden. Trine Petersen fra de Radikale, som jeg havde en længere debat med i mandags, har fået af vide fra en af sine venner, at mit læserbrev er i avisen med henvisning til min blog.

Så, hvis du vil debattere med en politiker fra Region Hovedstaden, så kig forbi.

Oprydning

Det meste af dagen er blevet brugt på praktisk arbejde på matriklen, hvor jeg har fået ryddet ud i gamle møbler (ikke antikke), ryddet op i kælderrummet og fået sorteret en masse gamle papir og bøger.

Optakten blev taget i går, da jeg fik nye møbler ind af døren, mens katten var hos dyrelægen. Det betød, at jeg skulle have de ting, som var i mit gamle skrivebord, ud. Ret så hurtigt bredte det om sig med lynets hastighed, da jeg havde nogle ting, som så skulle i kælderen.  Dermed blev mit kælderrum så inddraget i projekt oprydning, da mit gamle komfur fra min gamle lejlighed, som jeg flyttede fra for 12 år siden, sammen med mit gamle køleskab, nu står i den container, som vi bestilte til storskrald, sammen med mine gamle møbler.

Dermed kan jeg med god samvittighed holde fri i aften og få set den film, som jeg ikke fik set i går.

Hjemme igen

Så er hun, Mille, hjemme igen og i god behold. Godt nok er hun noget groggy oven på operationen og har derved noget svært ved at styre bentøjet på bagpartiet, så det er lykkedes hende at vælte en næsten tom madskål ned på gulvet med det indhold, som nu var i mindre end 5 min. efter hun var kommet hjem.

Heldigvis er der ingen sting, som skal fjernes, da hun er blevet limet på maven, hvilket betyder at hun skal gå med kyse, når jeg ikke har hende under opsyn. Tilgengæld skal hun revaccineres om ca. en måned.

I aften skal den bare stå på afslapning og måske en film eller to

Vi tager changen

Selvom jeg ikke kender det helt store til Bob Dylan, har jeg længe gået og overvejet, om jeg skal tage til koncert med ham på mandag i Forum. Jeg ved, at Mikael har lagt et kæmpe pres på mig for at tage med og opleve én af rockens store koryfæer på dansk grund. Og til min lidt store overraskelse, er der faktisk billetter at få endnu – dog kun hos Fona…

Under kniven

I mens jeg sidder og skriver dette indlæg, er Mille nu afleveret til dyrelægen kl. 8.45 som aftalt, og nu under narkose for at blive opereret. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg stort set ikke har lukket et øje i nat, fordi jeg selvfølgelig er bange for at det ikke skal gå godt.

Frem til kl. 15 i eftermiddag vil tiden, selvom jeg er stensikker på at den vil gå ultralangsomt i dag, først og fremmest at få spist noget morgenmad og drukket kaffen, på at få anbragt nogle gamle møbler i en storskraldscontainer, som står nede på gaden og ryddet op på matriklen, betale regninger og modtage de nye møbler, som kommer senere på dagen. Bare for at få tiden til at gå, så det kan blive eftermiddag…

10 gode ting

Inspirationen kommer fra Mikael:

– Sovet til klokken 6.45 for at stå op og se Nyhederne på TV2.

– Jeg har ferie i hele denne uge frem til søndag.

– Jeg har snakket i telefon med nogle gode venner.

– Jeg har snakket i telefon med forældrene – flere gange omkring deres forestående flygtning.

– Nusset om katten, som skal opereres i morgen.

– Læst i en god bog af ynglingsforfatteren.

– Været ude i det gode vejr og cykle en tur.

– Hørt noget godt musik.

– Skrevet et par indlæg på bloggen.

– Får besøg af en god ven, der vil hjælpe med at bære nogle møbler ned til storskrald, da jeg får nye i morgen, mens katten er hos dyrlægen.

Nedtælling

I morgen, når klokken er 08.45, skal Mille (min kat) afleveres hos dyrelægen for at blive steriliseret, øretatoveret og vaccineret. Om knap 2 timer begynder nedtællingen sådan for alvor, da hun hverken må få sin sædvanlige mad eller græs for den sags skyld, da hun skal starte en diæt 12 timer før operationen. Heldigvis hører vand ikke med under diæt, så hun vil ikke tørste.

For det hele ikke skal virke for nyt for hende i morgen, har hun afprøvet sin transportboks de to sidste dage og er gået ind og ud af den med største selvfølgelighed som kun et kat kan gøre det.

Når jeg vågner i morgen tidlig, er jeg spændt på at se hvor mange bide- og kradsemærker jeg har…

Enden er nær

Siden 1921 har min familie været bosiddende i det samme hus på Amager, som er opført af min oldefar på møderne side. I starten lå der marker lige over for, vejen bestod af grus og jord, rendestenen bestod af en grøft og der var hverken strøm eller TV i huset. Vaksemaskinen var indtil mine forældre overtog huset efter min mormor, en grukedel.
Ud af til fremstår huset i dag som det samme som i 1921, da der ikke er føjet nogen udvidelse til selve huset ved hjælp af mursten, mens det har gemmengået en lang moderniseringer hen over årene. Uden for er der føjet to terasser til haven, som er en pryd for øjet.

De sidste 38 år har mine forældre boet i huset, men på søndag er det så definitivt slut. En ny æra begynder for huset, da en helt ny familie overtager huset efter familien har beboet huset i 86 år.

Den højeste pris II

Siden Peter Andreas skrev en beretning om en af sine venner, som var flygtet fra regimet i Iran og siden hen var kommet til Danmark og efterfølgende bosat i Sverige, har en tilsvarende historie rumlet lidt i mit baghoved.

Dengang i slutfirserne, da jeg startede på gymnasiet, mødte jeg en af de personer, som efterfølgende har betydet mest for mig. Lad os bare kalde ham Arash, som er et persisk navn, da han lige som Khosro er flygtning fra det samme regime.

Da jeg mødte ham den første da i gymnasiet, fik jeg en ven for livet selvom vi ses alt lidt i dag, da han ikke kan tåle katte. Arash er en rigtig knokletype, som var kommet til Danmark via Østeuropa, fordi hans familie er ateister, hvilket bestemt ikke er velset i et land, hvor styreformen er diktatur. Det har betydet, at moderen har væet fængslet pga. sin manglende tro, forældrene skilt og Arash, moderen og hans søster flygtede så ud af Iran, hvor de så til sidst havnede i Sandholm Lejren nord for København.

Arash og hans familie var blandt de heldige, som fik opholdstilladelse i Danmark og dermed kunne få lov til at skabe sig en tilværelse i et demokrati, hvor der bliver set skævt til dem med en anden hudfarve og dermed mistænkeligtgjort for at være muslimer.

Heldigvis er Arash ud af en familie, hvor uddannelse sættes i højsædet, hvilket hurtigt fik Arash til at lære dansk på noget nær rekordtid. Hvis jeg ikke husker forkert, var han blandt dem i hans klasse som fik de højeste karakter i Folkeskolen.

I de tre år, hvor jeg gik i klasse med Arash på gymnasiet, var hele tiden blandt de bedste i klasse og var nærmest tvunget til det, både over for sig selv og over for samfundet, hvis han gerne ville blive det, hans aller mest havde lyst til: at blive læge og dermed give noget tilbage til det samfund, hvor han nu engang boede.

Som venner har vi diskuteret alt mellem himmel og jord, der har interesse for unge mænd i gymnasietiden, lige fra piger over musik og film til politik, hvilket vi har gjort mange gange efterfølgende, da Arash så startede på uddannelsen til læge lige efter gymnasiet.

Jeg husker en helt speciel persiode i tiden på gymnasiet, hvor Arash var tæt på at komme i problemer, da vi skulle på studietur til Ialien i 2. g. Arash var på det tidspunkt endnu ikke dansk statsborger og derfor havde han et andet type pas end os andre. Jeg mener faktisk at kunne huske, at det var blåt. Da vi ankom til lufthavnen i Rom efter en ganske behagelig flyvetur fra Købehavn, var de romerske myndigheder ikke meget for at lukke Arash ind i Italien, før de havde tjekket en kæmpe bunke papirer igennem.

Næsten 20 år efter jeg lærte Arash at kende, bor han ikke så langt fra mig. I dag har han både kærste og barn. Og så blev han – selvfølgelig – uddannet som læge. Og lige som Khosro er Arash en ganske habil spiller ud i backgammon i den persiske version.

Tyvene fra WordPress.com

Ude i blogland findes en række personligheder under synonymer som Universalgeniet og Hodja, som ikke har andet formål i livet end at stille islam og dermed muslimerne i et yderst dårligt lys.

Hvordan gør de det så? Jo, man tager et eller andet nyhedsmedie, som f.eks. en internet avis, som har skrevet noget kritisk om muslimerne og kopierer det over i egen blog og udgiver det som noget nyt, hvorefter deres faste læsere så kan sidde bag skærmen og harmes over islam og muslimerne ved at tale om modstandskamp, sende dem retur til de lande, hvor de kommer fra, konspirationsteorier og den slags.

Teksterne, som de to personer bruger, er udelukkende kritiske over for muslimerne, da de ikke har tænkt sig at tage de positive historier frem eller dem, hvor en person med muslimsk bagbrund prøver at blive en del af samfundet ved at finde sig en uddannelse, et arbejde osv.

Samme personer kan heller ikke tåle, at der kommer kritiske kommentarer på deres blogs, da de udelukkende ønsker “venners” kommentarer, som så kan sidde og klappe i deres små fingre over, hvor slemme muslimerne reelt er i deres optik.

Og hvorfor så lige den overskrift? Jo, fordi Universalgeniet og Hodja kopierer fra medierne uden at skrive deres egen forbeholdne meninger om sagen, hvilket får mig til at tænke over, om man ikke skal betale de reelle forfattere på de enkelte aviser for deres arbejde ved at købe og løse den enkelte avis, frem for at “publicerer” det på egen “blog”?

Jeg vil gerne opfordre så mange som muligt til at gå ind i kampen for at sætte et mere positivt lys på muslimerne og fortælle den historie, som de førnævnte personer ikke har tænkt sig at trække frem.