Monthly Archives: oktober 2007

Ikke noget Depeche Mode light her

Den ene tredjedel af Depeche Mode, Dave Gahan, har nu begået sit andet soloalbum og for en fan af netop Depeche Mode, har jeg haft svært ved at tage armene ned efter at have hørt både single udspillet “Kingdom”, som kan høres og ses lige under det jeg har skrevet her og hørt hele albummet det meste af aftenen i går.

Skulle jeg komme med lidt konstruktiv kritik af albummet, vil jeg påstå at det læner sig meget op af det sidste album fra Depeche Mode, hvor Dave Gahan i samarbejde med de to, som også har været med inde over hans nye soloalbum, var med til at skrive tekst og musik, hvor det førhen udelukkende var Martin L. Gore, der gjorde den slags. Det skal ikke ses som noget negativt, men det giver unægtelig en følelse af, at man har hørt det samme førhen.

I forhold til det forrige solealbum, Papermonster, virker Hourglass langt mere helstøbt og springet mellem stilarterne på albummet er snævert væsentligt ind, hvilket kun er godt.

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=IwcUi-Aok6Q”%5D

Reklamer

Der var en forklaring på det med ryggen

At man skal passe på sine ryg, har i den grad noget på sig og det fik jeg i den grad bevist, da jeg for første gang i mit liv var til en kiropraktor inde i byen. Han fik bare lige kigget på mig, undersøgt ryggen på alle leder og kanter og kunne så fortælle mig, at jeg havde været meget, meget tæt på at udvikle en rigtig diskusprolaps, hvilket kan være yderst alvorligt, da jeg havde udviklet flere tegn derpå som et sovende højreben grundet trykken på den store iskiasnerve, som går ud lige over lennem i højre side og ned til benet via bæknet.

Efter selve undersøgelsen af ryggen, blev jeg bedt om at ligge mig ned – først på den ene side på en bestemt måde, så jeg følte at jeg var på vej ned i gulvet, hvor efter kiropraktoren tog fat i mig og rykkede i mig med det resultat, at jeg kunne rejse mig helt normalt op og ligge mig på den anden side, som nu var ømt med gentagelse fra den anden side. Derefter fik jeg nogle øvelser, som jeg selv kan lave hver anden time mens jeg er vågen.

I morgen skal jeg så til undersøgelse igen for at se, hvordan tingene spænder af. Jeg håber selv på det bedste…

Citat

Alt, hvad der sker, sker.

Alt, hvad der ved at ske får noget andet til at ske, får noget andet til at ske

Alt, hvad der ved at ske får sig selv til ske igen, sker igen.

Men det gør det ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.

Douglas Adams  i bogen “Næsten Ufarlig” 1992

Dansk Folkeparti agerer bundprop sammen med Endhedslisten

På trods af, at Dansk Folkeparti plejer at bryste sig af, at de er dansk kulturs værn nummer 1, gælder det åbenbart ikke flittigheden med at gå i kirke om søndagen i følge Politiken Online. Selve listen toppes af Venstre, hvor 2/3 af partiets vælgere finder ved til kirken om søndagen, hvilket betyder 1/3 af samtlige kirkegængere stemmer på partiet.

At Dansk Folkeparti nu agerer bundprop kun overgået af Enhedslisten, får Søren Krarup til at skælde ud på partiets vælgere, som han kalder “lidt for dovne og lidt for sløve…” og derfor vil han “..gerne give dem et spark bagi” fortæller han til Kristeligt Dagblad og videre mener han “det er da oplagt, at Dansk Folkeparti er fuldstændig loyal med Folkekirken. At folk så ikke har den gode vane at gå i kirke om søndagen, er en anden sag. Det skyldes ikke andet end ugidelighed og sløvhed, og den bør de lægge fra sig”, siger Søren Krarup.

Kunne det måske ikke give et hint om, hvorfor partiets medlemmer har det lidt svært med personer, der har en lidt anden religiøs opfattelse end den gængse her til lands, Søren Krarup? Og at du dermed ikke er i overensstemmelse med dine egne vælgere, som normalt ikke har en akademisk uddannelse som dig selv?

Valg, valg, valg og atter valg

Hvad der ikke burde komme bag på de fleste, så har landets statsminister valgt at danskerne skal til stemmeurnerne tirsdag d. 13. november og dermed bestemme, hvilken regering der skal sidde de næste 4 år.

Det er her du som læser har en vigtig rolle at spille. Det er dig og kun dig, der bestemmer hvilke politikere, der skal have sæde i Folketinget frem til 2011, samtidig kan du også være med til at bestemme hvilke støttepartier en kommende regering skal have. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg personligt gerne så den nuværende regering samarbejde med nogle andre partier end det ene, som Anders Fogh åbenbart har kunnet få øje på fra 2001 og frem til nu. Dog kunne det godt tyde på, at regeringen gerne vil have andre samarbejdspartnere siden man pludselig kommer med løsninger til, hvordan afviste asylansøgere kan få det bedre med mindre der er tale om en kynisk beregning fra regeringens side for at få noget positiv omtale i medierne.

Som udgangspunkt er jeg bedøvende ligeglad med, hvor og hvordan du sætter dit kryds. Bare du sætter dit kryds på et parti eller person, der opstiller til valget d. 13. november 2007.

Tilbage til livet

I disse dage er jeg på kursus omkring emnet senhjerneskade personer, som jeg via mit arbejde også har med at gøre. Emnet er spændende og også ganske udfordrende og varierende mellem tekster, gruppearbejde, snak (hele holdet og walk and talk) og video.

Specielt det sidste gjorde et kæmpe indtryk, da vi så en udsendelse om en ung fyr ved navn Thomas Ranum Jensen, der var en frisk ung fyr, spillede fodbold sammen med bl.a. Daniel Agger og Thomas Kahlenberg på Brøndbys ynglingehold, lige indtil en skæbnesvanger aften i det københavnske natteliv, hvor han ganske uforskyldt bliver stukket ned af en 19-årig ung mand og er efterfølgende klinisk død i godt et kvarter og hans hjerne har ikke fået ilt i 5 minutter. På grund af flere komplikationer ender det med en tur i respirator i to måneder, før lægerne tør lade ham vende tilbage til livet, der i den grad kommer til at handle om genoptræning.

Selvom mange os af har oplevet lidt af hvert i forbindelse med vores arbejde, var alle berørt af især den del af udsendelsen “Tilbage til livet” fra 2005, som har været sendt på den hedengangne Kanal 4.  I morgen skal vi se efterfølgeren, der er fra sidste år.

Tankevækkende film

Hvis du er en af de mange, som her til aften har set God Aften Danmark på TV2, vil du sikkert have set Per Dreyer’s reklamefilm for Dansk Flygtningehjælp, som er yderst tankevækkende:

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=zt9Vt8-QOMY”%5D

Den er ikke for børn.