Category Archives: Religion

Sagen om et tørklæde

Jeg er sikker på, at nationalmonopolisterne både her i blogland og hisset må have fået kaffen galt i halsen efter at skænket den op i en musselmalet kop fra den Madam Blå kaffekande, som de har arvet fra deres bedstemor eller oldemor, da de hørte nyheden om den talentfulde, 15-årige pige, som er blevet udtaget til U16-landsholdet. Ikke nok er hun en talentfuld, 15-årig pige, men sørme om ikke også hun både er muslim og oven i det hele så bærer hun et tørklæde!!

Ikke nok med, at de førnævnte nationalmonopolitister i årevis har skreget op om, at de muslimske kvinder skulle tage sig en uddannelse, ud på arbejdsmarkedet frem for at sidde derhjemme og passe børn og hjem, mens manden agerede skaffedyr. Når så de muslimske kvinder begynder på de videregående uddannelser, som f.eks. jura, læge, jamen, så begynder kvindernes hovedbeklædning (tørklædet) at blive et problem, for tænk nu hvis kvinderne ikke kan finde ud af, at agere neutralt i forhold til dansk lovgivning. Hvem husker ikke hvordan politikerne fra det yderste højre til det yderste venstre havde en holdning til Domstolsstyrelsens bekendtgørelse om hovedbeklædning til dommerne for ikke så langt tid siden. Derefter kom turen til lægerne grundet den allestedsnærværende Vibeke Manniche, som både anser kvindelige læger og fodboldspillere med tørklæde som en trussel – men mod hvem?

Burde Vibeke Manniche frem for at lyde som en dårlige parodi på Pia K. ikke glæde sig over, at hendes muslimske medsøstre nu dygtiggør sig hvad enten det er i uddannelsessystemet eller på boldbanerne?

At nationalmonopolisterne ikke ejer humor, når det drejer sig om tørklæder, er Pia K.’s repræsentanter i DR’s bestyrelse, Ole Hyltoft og Marlene Harpsøe , tragikomiske eksempler på, da man på DR vælger at lave en Miss Tørklæde konkurrence. Begge (politikere?) ønsker nu at få fremlagt sagen i bestyrelsen, da “konkurrencen er usmagelig” for at citere sidstnævnte.

Reklamer

Dansk Folkeparti agerer bundprop sammen med Endhedslisten

På trods af, at Dansk Folkeparti plejer at bryste sig af, at de er dansk kulturs værn nummer 1, gælder det åbenbart ikke flittigheden med at gå i kirke om søndagen i følge Politiken Online. Selve listen toppes af Venstre, hvor 2/3 af partiets vælgere finder ved til kirken om søndagen, hvilket betyder 1/3 af samtlige kirkegængere stemmer på partiet.

At Dansk Folkeparti nu agerer bundprop kun overgået af Enhedslisten, får Søren Krarup til at skælde ud på partiets vælgere, som han kalder “lidt for dovne og lidt for sløve…” og derfor vil han “..gerne give dem et spark bagi” fortæller han til Kristeligt Dagblad og videre mener han “det er da oplagt, at Dansk Folkeparti er fuldstændig loyal med Folkekirken. At folk så ikke har den gode vane at gå i kirke om søndagen, er en anden sag. Det skyldes ikke andet end ugidelighed og sløvhed, og den bør de lægge fra sig”, siger Søren Krarup.

Kunne det måske ikke give et hint om, hvorfor partiets medlemmer har det lidt svært med personer, der har en lidt anden religiøs opfattelse end den gængse her til lands, Søren Krarup? Og at du dermed ikke er i overensstemmelse med dine egne vælgere, som normalt ikke har en akademisk uddannelse som dig selv?

Roger Waters

Jeg har i mange år været fan af Roger Waters både i tiden i Pink Floyd og så sandelig tiden efter, hvor det har været så, som så med den kommercielle succes. Dog har især albummet “Amused to Death”, som dette indlæg skal handle om, været en kæmpe succes både for Roger Waters og for hans fans, da albummet fra 1992 har nogle pointer, som ingen anden kunster kunne sætte fingeren på.

Selve albummet indeholder 14 skæringer, hvor en del af dem er samlet i videoerne herunder. Se dem og bemærk, hvor Roger Waters hentet klip fra, for at understrege sine bekymringer om samfundet omkring os. Så vidt muligt har jeg brugt de originale video versioner, hvor jeg har kunnet finde dem. Ellers har jeg taget mig friheden til at bruge live udgaverne, da de ligger tæt op af de originale versioner. Den kloge vil hurtigt opdage, at der mangler nogle skæringer undervejes, men det er sket fordi, der ganske enkelt ikke er lavet videoer til “Late Home Tonight, part 1” (skæring 6), “What God Wants, Part 2” (skæring 9) og “What God Wants, Part 3″ (skæring 10):

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=ZRr95Yz0MOs”%5D

The Ballad of Bill Hubbard (skæring 1)

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=k1qmOGAaI7c”%5D

What God Wants, Part 1 (skæring 2)

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=RiFC8nLfiUw”%5D

Perfect sense, Part 1 & Perfect sense, Part 2 (skæring 3 og 4)

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=DzofJeg5bPo”%5D

The Bravery of Being out of Range (skæring 5)

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=f14XCWSy9kE”%5D

Late Home Tonight (skæring 7) (ikke original video, men giver god mening)

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=UEaucX-r2qI”%5D

Too Much Rope (skæring 8 ) (ikke original video, men giver god mening)

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=bpz102bDzH4″%5D

Watching TV (skæring 11)

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=juWHJCQGUq0″%5D

Three Wishes (skæring 12)

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=cyy4zeS4-5o”%5D

It’s a Miracle (skæring 13)

[Youtube=”http://www.youtube.com/watch?v=8rUxRSTJgeE”%5D

Amused to Death (skæring 14)

Bor Gud virkelig i Gørløse?

Desværre fik jeg ikke set den første gang, hvor udsendelsen “Gud i Gørløse” blev sendt på DR1 en onsdag aften, hvor jeg havde gæster. Efter at have set genudsendelsen her til formiddag, ærgrer det mig dybt, at vi ikke fik gjort det i stedet for det, der var på programmet, for der er meget at snakke om, hvad enten man er kristen eller ej.

I selve programmet følger man både foreningen Evangelist til et sommerstævne, man får et interview med Christian Hedegaard (den ubestridte leder af foreningen) og man møder pårørende, som har mistet familiemedlemmer til foreningen, som de ikke længere ser. Alt i alt, en dokumentar skruet godt sammen uden at være kritisk på fårhånd.

Meget hurtigt lage jeg mærke til nogle ting, der i den grad sprang mig i øjnene. Og det var helt klart den måde, som specielt Christian Hedegaard behandlede de familier, som enten have mistet en nu tidligere ægtemand eller en søn til Evangelist og dernæst behandlede familierne, som stod tilbage med en masse spørgsmål, som om de havde et problem, at det var deres egen skyld.

Som kristen er jeg dybt rystet over den måde, som Christian Hedegaard hele tiden fornægter, at problemet skulle ligge hos foreningen Evangelist og dermed hos ham selv. En selvbenægtelse som man efter min mening vil se hos personer, der har psykiatriske træk.

Hvis Evangelist og Christian Hedegaard ikke havde noget som helst at skjule, hvorfor tager han så ikke en åbenhjertig snak med familiemedlemmerne og fortæller, hvad Evangelist står for, hvad deres arbejde er, hvorfor det et vigtigt at tro på Jesus? Og samtidig lytter til den kritik, som familiemedlemmerne nu engang sidder tilbage med?

Et andet område, hvor jeg som sundhedsfaglig uddannet person også blev dybt rystet, var i forbindelse med det sommerstævne, hvor Christian Hedegaard tager journalisten Vibeke Heide-Jørgensen med på en rundtur bagom hele stævnet, hvor man møder en masse forskellige personligheder, der er kommet med i Evangelist på den ene eller anden måde. Blandt andet møder man en tidligere kloakmester, der nu driver et rehabiliteringscenter for psykiske syge, hvor medicinen bliver taget fra dem. Undskyld jeg spørger, hvor uansvarligt er det lige at sætte en person, der ikke har en pind forstand på det, til at gøre den slags uden nogen som helst lægefaglig uddannelse? Her mødte man også pårørende, hvor et familiemedlem havde været i kontakt med det førnævnte rehabiliteringscenter, men måtte genindlægges på et psykiatrisk hospital for at blive behandlet for yderligere komplikationer oven på mødet med foreningen Evangelist.

Religion og opium

Tag den Karl Marx…

Billedet stammer fra Pictures of Walls.

Befri kirken

I vores naboland, Sverige, som vi ellers påstår er noget af et forbudsland, har de formået at afskille Kirken og Staten uden de helt store sværslag, mens både Danmark og Norge snart må blive dømt for nøl på lige netop det område. I både Danmark og i Norge er det den siddende regering plus støtteparti, som ikke vil fri Kirken fra Statens klamme favntag.

Men, så holder ligehederne mellem Danmark og Norge så også op. I Norge er det en rød regering med Arbejderpartiet i spidsen, som ikke vil adskille Staten og Kirken, mens vi i Danmark har en såkaldt liberal VC regering og Dansk Folkeparti som støttepartiet, som sætter lighedstegn mellem dansk kultur og Folkekirken for at vise eventuelle flygtninge og indvandrere, at være at være rigtig dansk, så er man også nødt til at være kristen og dermed medlem af Folkekirken, hvis tingene skal sætte lidt på spidsen.

Nu hører jeg selv til den gruppe af mennesker, som bestemt mener at Folkekirken er bedst tjent med, hvis politikerne holder deres klamme hænder væk fra Kirken og bruger deres kræfter der, hvor der virkelig er brug for det. Desuden kunne det give medlemmerne af Kirken et langt større ansvar for netop den kirke, de kommer i, hvis de også er med til at lønne præst og evt. personale mere direkte i stedet for over skattebilletten, hvor man alligevel ikke mærker noget til det.

Desuden kunne det også være et opgør med præsternes nuværende beklædning, som ikke har nogen praktisk betydning i år 2007, da ingen af dem bærer paryk som for et par hundrede år siden, hvormed den hvide møllesten lige så godt kunne blive fjernet.

Se, det ville være et godt ønske for i år…

Den højeste pris II

Siden Peter Andreas skrev en beretning om en af sine venner, som var flygtet fra regimet i Iran og siden hen var kommet til Danmark og efterfølgende bosat i Sverige, har en tilsvarende historie rumlet lidt i mit baghoved.

Dengang i slutfirserne, da jeg startede på gymnasiet, mødte jeg en af de personer, som efterfølgende har betydet mest for mig. Lad os bare kalde ham Arash, som er et persisk navn, da han lige som Khosro er flygtning fra det samme regime.

Da jeg mødte ham den første da i gymnasiet, fik jeg en ven for livet selvom vi ses alt lidt i dag, da han ikke kan tåle katte. Arash er en rigtig knokletype, som var kommet til Danmark via Østeuropa, fordi hans familie er ateister, hvilket bestemt ikke er velset i et land, hvor styreformen er diktatur. Det har betydet, at moderen har væet fængslet pga. sin manglende tro, forældrene skilt og Arash, moderen og hans søster flygtede så ud af Iran, hvor de så til sidst havnede i Sandholm Lejren nord for København.

Arash og hans familie var blandt de heldige, som fik opholdstilladelse i Danmark og dermed kunne få lov til at skabe sig en tilværelse i et demokrati, hvor der bliver set skævt til dem med en anden hudfarve og dermed mistænkeligtgjort for at være muslimer.

Heldigvis er Arash ud af en familie, hvor uddannelse sættes i højsædet, hvilket hurtigt fik Arash til at lære dansk på noget nær rekordtid. Hvis jeg ikke husker forkert, var han blandt dem i hans klasse som fik de højeste karakter i Folkeskolen.

I de tre år, hvor jeg gik i klasse med Arash på gymnasiet, var hele tiden blandt de bedste i klasse og var nærmest tvunget til det, både over for sig selv og over for samfundet, hvis han gerne ville blive det, hans aller mest havde lyst til: at blive læge og dermed give noget tilbage til det samfund, hvor han nu engang boede.

Som venner har vi diskuteret alt mellem himmel og jord, der har interesse for unge mænd i gymnasietiden, lige fra piger over musik og film til politik, hvilket vi har gjort mange gange efterfølgende, da Arash så startede på uddannelsen til læge lige efter gymnasiet.

Jeg husker en helt speciel persiode i tiden på gymnasiet, hvor Arash var tæt på at komme i problemer, da vi skulle på studietur til Ialien i 2. g. Arash var på det tidspunkt endnu ikke dansk statsborger og derfor havde han et andet type pas end os andre. Jeg mener faktisk at kunne huske, at det var blåt. Da vi ankom til lufthavnen i Rom efter en ganske behagelig flyvetur fra Købehavn, var de romerske myndigheder ikke meget for at lukke Arash ind i Italien, før de havde tjekket en kæmpe bunke papirer igennem.

Næsten 20 år efter jeg lærte Arash at kende, bor han ikke så langt fra mig. I dag har han både kærste og barn. Og så blev han – selvfølgelig – uddannet som læge. Og lige som Khosro er Arash en ganske habil spiller ud i backgammon i den persiske version.