Hvornår er det lige kunden har ret?

I den seneste tid er det strømmet til med kunder i butikken så at sige og nogle af dem har for at sige det pænt, nogle ganske spøjse forventninger til, hvornår vi skal stille på deres dørtrin for at tage os af deres pårørende. Specielt en dame, hvis man vi står for plejen for, har efterhånden for bidt hovederne af stort set alle mine kollegaer (dog i overført betydning), da hun har forventning om, at vi skal være der senest mellem kl. 08.30 – 09.00. Det harmonerer ikke specielt meget med, at de fleste af os har temmelig mange eller tunge besøg og vi kan jo ikke bare smide det vi har hånden, for at rende over til hende og hendes mand, mens de andre så kan sejle i deres egen sø. Humlen ligger i, at hun er blevet lovet at vi er der på det nævnte tidspunkt. Hvem der så har lovet det, vides ikke og hvordan det lige er opstået, er vi temmelig uforstående overfor, da vi grundet omstændighederne, er nødt til at prioritere personer, der skal nogen steder (hospital, genoptræning, dagcenter som de første) og derefter tage de mest plejekrævende først sammen med støttestrømper og så ellers derudaf.

At fortælle det til den pårørendes hustru, hjælper kort fortalt, ikke det helt store, da hun efter snart 14 dage i butikken, fastholder sine krav og meninger…

Hvad stiller man dog op med sådan en person?

8 responses to “Hvornår er det lige kunden har ret?

  1. Kan man ikke få sit områdekontor (eller hvad det nu hedder i vore dage) til at skrive et høfligt lille brev til damen, der forklarer det, du har forklaret her?

  2. @Fr. Møller: Tvivler meget på, at det overhovedet hjælper og jeg er lidt bange for hun er typen, der kan lave en voldsom ballede ud af det. Derudover, mener hun også der er forskel på de personer, hvad enten de er ansatte i kommunen eller kommer fra et vikarbureau, på trods af at de sidstnævnte jo repræsenterer kommunen, de sendes ud af.

  3. Det kan jeg godt se. Tanken var bare, at eftersom damen lader til at være noget af en “paragrafrytter” – selv den slags kan jo reelt kun “ride” på de paragraffer, der rent faktisk gælder😉.

    Hvilken information giver din kommune generelt, når der er visiteret til hjemmehjælp? Man kunne jo forestille sig en lille folder, der beskriver de vilkår, I arbejder under. Vilkår, der i følge sagens natur gør, at ingen kan forvente sin hjemmehjælp lige på klokkeslæt.

    Og som måske også præciserer, at det ikke er borgerens “problem”, om hjemmehjælperen er ansat direkte under kommunen eller rekvireret via et vikarbureau – i begge tilfælde er vedkommende ansat af kommunen, så længe han/hun arbejder for kommunen – vikarbureauet har blot formidlet ansættelsen.

  4. @Fr. Møller: De får både tilbud om privat og kommunalt pleje (personligt, indkøb, rengøring og tøjvask). Så vidt jeg kan huske, skal de sidste personlige plejer tages inden klokken 11. Problemet ligger så i, hvis de af en eller anden person i systemet, i hjemmeplejen, på hospitalet osv, bliver lovet et eller andet, som vi bare ikke er vidne om eller kan opfylde i første omgang, da vi kun er et vis antal person og vi har et vist antal klienter, borgere, som skal have hjælp hver dag. Dermed er vi jo i sagens natur, nødt til at prioritere tingene, hvilket så giver problemer, når vi så får en paragrafrytter inden for dørene.
    Jeg har i de to seneste dage fortalt klientens hustru, at der ingen forskel er på de ansatte i kommunens regi eller dem. som vi køber ude i byen til at udføre et stykke arbejde for os – uden de store resultater.

  5. Problemet er vel i udgangspunkt at hun er blevet lovet noget der ikke holdt. Det kan faktisk være ekstra frustration oven i at ens mand er blevet plejekrævende og hvad der af følger.

    Og så er det som udgangspunkt heller ikke fedt at være afhængig af at andre skal komme før man kan komme ud af sengen og i gang med dagen. Hvor mange af os ville synes det var fedt at være nød til at vente til kl. 9 eller 10 før vi kan komme op. (Ja, nogen gange nyder man at sove længe, men hvis det pludselig ikke er frivilligt?1).

    Jeg misunder ikke hjemmeplejen og de mennesker der arbejder der. I må stå model til meget. På den anden side, så kan jeg som pårørende til en der får hjemmehjælp også se at der er ting i hjemmeplejen som organisation, der ikke fungere – hverken til fordel for personale og klienter.

    Københavns Kommunes hjemmepleje, som min erfaring kommer fra, har meget lidt information. Jeg tilbyder gerne mine erfaring som pårørende og i tillæg viden om kommunikation til et lille idékatalog. Jeg kan nemlig godt se hvordan nogle af tingene går galt.

    Idé nr. 1 kunne være:
    Som Fr. Møller nævner ville en velkomstfolder, der giver de mest basale informationer være en god ting. Måske eksistere den, men den når ikke frem i alle tilfælde. Sådan en fik min far aldrig da han havde sin første kontakt med hjemmeplejen. Vi stod totalt uvidende om hvilken hjælp vi kunne regne med, på hvilke cirkatidspunkter, hvem man kunne kontakte og hvordan. Ikke så meget som en lille seddel med et telefonnummer fik vi.
    Det skabte unødig meget besvær og frustration. Vi kunne ikke tjekke om de havde styr på at min far skulle være klar til afhentning til genoptræning på et bestemt tidspunkt osv. Der gik tæt på en måned før vi fik noget papir. Flere måneder før vi fik den famøse blå kontaktbog, som alle fra hjemmesygeplejerske til hjemmehjælpere henviste til og efterlyste.
    Vi fik nogle telefonnumre mundtligt, men de var ikke altid de rigtige.

    Idé nr. 2:
    Det skaber utryghed når de hjemmehjælpere, der kommer, signalerer at de ikke ved, hvad der er galt.
    “Nå, er du faldet? Har du brækket armen?” blev min far hyppigt spurgt i begyndelsen. Det gjorde ham meget utryg, for han var ikke faldet. Han havde apopleksi efter en blodprop.
    Problemets sammenhæng gik op for mig da jeg så det papir som var udgangspunktet for hjælpen til min far. Et udskrivelsespapir fra hospitalet. Kronologisk opbygget med de ting jeg havde sagt på skadestuen, da han blev indlagt 3 måneder tidligere. Total uaktuelle information, men dem som hjemmehjælpen læste først. De nåede åbenbart aldrig ned til de aktuelle oplysninger om apopleksi, manglende førlighed og lign.

    Alt dette har jeg vist også skrevet om på bloggen (http://greensgemak.smartlog.dk/hjemmeplejen), og jeg nævner det blot for at give en anden side af systemet. At den enkelte hjemmehjælp ikke er ansvarlig for hvordan systemet fungere er klart – desværre er vedkommende nogle gange den nærmeste kontakt man kan få når bægret flyder over.

  6. @Fru Green: Vi oplever tit, at både hospitaler m.v. lover en hel masse uden at de lige tager hjemmekommunen med på råd om, hvad der reelt kan lade sig gøre lige som vi også tit oplever, at en patient er hjemsendt fra hospitalet uden, at pågældende hospital har husket at give besked om, at vedkommende sidder hjemme hos sig selv. Det finder vi så ud af, når der bliver ringet fra hjemme for at høre, hvornår hjemmeplejen har tænkt sig at dukke op.
    Når borgeren bliver visiteret til hjælp, får de i hhv. til Serviceloven at vide, hvad de kan få tilbudt (ikke krav på!), de får både brochurer fra hjemmeplejen og de private firmaer, som tilbyder det samme for kommunen osv.
    I det pågældende tilfælde har vi med en pårørende at gøre, som er blevet lover noget af en eller anden, som jeg ikke ved hvem er. Og det skaber jo tydeligt et kæmpe problem, da vi som tidligere nævnt kun er et bestemt antal mennesker og vi har et bestemt antal mennesker, som vi skal have genereret gemmen systemet på en given arbejdsdag.
    Selvfølgelig er hjemmeplejen i X kommune er ufejlbarlig, men man er bare nødt til at se tingene lidt fra flere sider. Vel kan jeg godt forstå den pårørende til denne mand, som skal plejes. Men, vi har jo også en hverdag, hvor vi kan se, hvordan tingene hænger sammen.

  7. Ja, det har I. Og kunsten er måske at fokusere på hvor kæden er hoppet af, så man kan sætte den på igen og undgå at den hopper af der igen. Desværre er det min fornemmelse at der ikke er overskud til at lære af fejl og mangler. Presset af tid og økonomi, så bliver det ofte ved frustratioenen. Desværre.

    Og ja, man får oplysninger når man har haft visitatoren på besøg, men hvis der går 2-3 uger før vedkommende kommer og derefter et par dage før posten kommer med pjecer og brochurer … ja, så er det næsten en måned i ingenmandsland.

    Nå, ikke flere lange smøre fra mig. Det var vist også en af mine ømme tær, der blev klemt der.

    God arbejdslyst og jeg håber den konkrete situation må blive løst.

  8. Jeg ville nok vælge at forklare hende at jeg meget meget meget meget gerne ville kunne opfylde det hun er blevet lovet men at det altså desværre bare ikke er muligt – og at det ikke er noget jeg selv har mulighed for at ændre på men at hun må tage det op med ledelsen. Det er vist iøvrigt i overenstemmelse med sandheden er det ikke?

    Iøvrigt har kunden aldrig ret, kunden FÅR ret – måske.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s