R.I.P

Nogen gange kan man møde mennesker på sin vej gemmen livet, som man ikke kan undgå at holde af, fordi de sætter et aftryk i ens inderste. Sådan var en af de klienter/borgere som jeg har haft lige siden jeg startede på mit nuværende arbejde for 6 år siden.

Hun var født af danske forældre i et land langt væk fra Danmark, hvor der både var jungle, tigere, indfødte stammefolk og en orangutang som barnepige.

Hendes humor var sort, men lattermild (bare læs længere nede). Hun holdt meget af at fortælle om sine oplevelser, da hun arbejdede i Tyskland op til 2. Verdenskrig, om en ishockeykamp mellem USA og det daværende Nazityskland (som hun oplevede på nærmeste hold som tilskuer).

Som person holdt hun meget af dyr, specielt hunde og katte (dog mest katte). Derfor var hun altid nysgerrig for at høre, hvordan det gik med min kat, Mille, når jeg besøgte hende. Selv havde hun to katte, som begge blev mere end tyve år gamle.

Engang, hvor jeg havde en elev med (vi skulle nemlig være to mand, da hun blev sengeliggende), kunne hun ikke holde sig fra at lave gas med mig og sagde “Åh, nej. Ham vil jeg ikke over til”, da hun blev trillet over til den side af hendes seng, hvor jeg stod. Hvad eleven ikke kunne se var, at klienten blinkede med det ene øje til mig, mens hun sagde det. For, da vi var færdige hos klienten, strøg hun straks op på kontoret for at klage over, at den pågældende klient ikke brød sig om mig… Til stor morskab for både min chef og mig selv, da alle viste, hvor meget min klient holdt af mig. Et andet eksempel på hendes sorte humor, kan man læse her.

Når jeg enten havde fri eller ferie, kunne mine kollegaer være sikre på, at der blev spurgt efter, hvornår jeg var tilbage igen, hvad enten det drejede sig om en dag eller tre uger. Det skal lige siges, at hun ikke var dement.

Efter at have haft hende som klient i 6 år, er hun gået bort i weekenden. Jeg ved, det bliver dybt underligt det næste stykke td at køre forbi, hvor hun boede.

7 responses to “R.I.P

  1. Lyder til at hun var et dejligt menneske. Kan godt forstå du savner hende!

  2. Ja, den side af jobbet tænker man ikke særlig ofte på.
    At man knytter nogle bånd og risikoen er jo større for at det slutter, når man er i den alder.

  3. @Mikael: Det var hun så absolut…

    @Fru Green: Nu fik jeg ikke skrevet det i selve posten, men hendes død var faktisk forventet siden før Påske, hvor hun har været livstræt. Det sidste par uger er det bare gået så utroligt stærkt. Og jeg havde en vis fornemmelse i fredags, at det var sidste gang jeg så hende i live.

  4. Da jeg arbejdede som hjemmehjælper for efterhånden 12-13 år siden, var der flere af mine “klienter”, der døde undervejs. Og selv nu, mange år efter, kommer jeg i et særligt tænksomt hjørne, når jeg kører forbi. Jeg savner den ene for sin humoristiske tilgang til alderdommens skavanker, en anden for sit poetiske verdenssyn. Det mærkelige ved at være så tæt på og samtidig være i en professionel relation til døende, er at man ikke altid har nogen at dele sit savn med.

  5. @Levende: Derfor er det godt at have nogle kanon gode kollegaer, som man kan tale med det om, hvilket jeg selv synes jeg har🙂

  6. Det tror jeg du har rigtig meget ret i, og det er egentlig noget, der gælder for alle arbejdspladser – men især i hjemmeplejen, hvor man har de store følelser meget, meget tæt inde på kroppen.

    Godt at høre, at du har gode kolleger at tale med🙂

  7. @Levende: Nemlig🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s