God Påske

I ønskes alle derude i blogland, en god og velsignet Påske med musikken fra gruppen Petra.

Karsten Nonbo

Ventres medlem af af trafikudvalget og medlem af Færdselssikkerheds-kommissionen, Karsten Nonbo, der er én af arkitekterne bag klippekortet for fartoverskridelser, kommer nu til at smage egen medicin, da han er taget for at overskride hastigheden med hele 18 km/t i Haslev, hvor man ellers kun må køre 50 km/t.

Jeg synes det er helt fint, at politikerne også får et rap over fingrene, når de bryder loven, som Karsten Nonbo har gjort det og minder ham om, at kørsel i en byzone, ikke er en motorvej:

Kampen mod middelmådigheden

Både på TV, i aviserne og på nettet, er der blevet fløjtet til kamp mod middelmådigheden. Det første står DR for i form af X Factor, hvor produceren Thomas Blachman efter det sidste program i fredags, er garant for det. I aviserne er det især journalisten på Berlingske Tidende, Mads Kastrup, der er garant for det samme. Og på nettet er det undertegnede, som har sat gang i en ny facebook-gruppe med samme formål.

Lad os for en god ordens skyld starte med Thomas Blachman, denne seriøse og “jeg-tager-mit-arbejde-alvorligt” mand, der i den grad gik i kødet på gruppen “Vocaloca” i fredags, hvor han sagde “Jeg kan hverken mærke jer og jeg kan ikke høre jer”, da de var færdige med at synge titelsangen fra “Krummerne”, hvorefter han tillod sig at snuse til den ene af pigerne i gruppen.

Se indslagt med Vocaloca og Thomas Blachman herover .

Uanset, hvad man skulle mene om Thomas Blackmans fremgangsmåde, er han jo bare hudløs ærlig og kalder bare en skovl for en skovl, hvilket ikke ligefrem er tilladt i middelmådighedens land. Og det er vel også grunden til, at mange blandt publikum buer af ham.

Samme Thomas Blackman hyldes af den førnævnte journalist på Berlingske Tidende, Mads Kastrup, der så vælger udskifte ordet “middelmådigheden” med ordet “Bubberficering” i hans blog på avisen med klar henvisning til den altid på TV nærværende Bubber.

Selve uddybningen kan man læse på Mads Kastrups blog og derfor bruger jeg ikke noget tid på den her, men vil gå videre til det næste, som har klar reference til Thomas Blachman og Mads Kastrup, da jeg heller ikke er den, der hylder middelmådigheden eller “Bubberficering”. For på det allestedsnærværende medie, facebook, er der nu startet en gruppe op, der går til kamp mod netop “Bubberficeringen” under navnet “Stop Bubberficeringen af dansk TV” med klar henvisning til den føromtalt middelmådighed, som gør sig gældende på TV.

Og ikke mindst er det en hyldest til både Blachman og Kastrup for at råbe op mod middelmådigheden.

Jean Michel Jarre

Den geniale elektroniske franskman kommer til København og giver to koncerter i starten af april 2008 og på Jyllands-Posten er det nu muligt at se udpluk fra den tilsvarende koncert i Paris fra d. 13/12-07.

Sidst han gæstede Danmark var i forbindelse med H. C. Andersen showet, som nok mest af alt kom til at handle om, hvor meget Tina Turner skulle have for at optræde i samme forbindelse. Før det var det byen Vrå der havde besøg af ham, som også blev vist live på Zulu samme aften.

Nu er det altså Falkoner Salen der ligger lokale til, og jo, jeg har skam købt billet dertil. Imens kan du nyde musikken fra enten Paris eller studiet ved at se filmen fra Youtube herunder:

Endnu en tur i biografen

I sidste uge var jeg inde for at se den nyeste film om Bob Dylan og i aften står den på eventyr og måske på en kommende afløser for Ringenes Herre og Harry Potter, når sidstnævnte har ramt det store lærred for sidste gang. Den gang står den på Det Gyldne Kompas, som jeg også har bøgerne med:

Der er tale om, ligesom med Ringenes Herre, en triologi. Men, hvorvidt del to og tre bliver til noget inden for det næste stykke tid, afhænger fuldstændig af, om manuskrifterne er skrevet og hvis ikke, hvornår strejken blandt Hollywoods manuskrifforfattere ophører…

I’m not there

I går aftes var jeg et smut i biografen for at se den nye og meget omtalte film om Bob Dylan sammen med en af mine venner i Grand Teatret i den indre del af København. Personligt viste jeg ikke ret meget om filmen på forhånd – udover det den omhandlede hans liv i en vis periode. Og nu, hvor jeg har set den, er jeg stadig ikke helt sikker på hvad jeg var vidne til i de 135 minutter den varer.

Kort fortalt har instruktøren Todd Haynes sat 6 meget forskellige skuespillere som Richard Gere, Christian Bale og Cate Blanchett til at fortolke Bob Dylan, der alle skal forestille at være en del af hans personlighed (uden nogen af karaktererne på noget tidspunkt overhovedet hedder Bob Dylan, forståes).

Krydret godt med musik af og med Bob Dylan springes der rundt mellem S/H og farver, tid og sted og de 6 forskellige personligheder for at give publikum et billede af, hvem Bob Dylan er, skiftet fra folk-sanger til rockstjerne og slåskampene med de indre og ydre dæmoner. Måden filmen er lavet på kunne godt virke som om at ikke engang Bob Dylan helt ved, hvem Bob Dylan er, da han ikke vil have andre til at definere, hvem han er.

Desværre kan jeg ikke rigtig sammenlige denne film med Martin Scorsese’s film No Direction Home, da jeg ikke har set den på dette tidspunkt, men jeg skal helt klart se den igen, når den engang i det nye år kommer på DVD. Dels for at nyde hans musik og få lidt mere styr på de forskellige sider af det, der til sammen bliver personen Bob Dylan.

For dem, der endnu ikke har set filmen, kommer her traileren:

Foto: Bob Dylan optræder ved Lida Festival i Stockholm, i 1996. Fra Wikipedia.

Valgets store vinder blev Internettet

Danskerne er for alvor trådt ind i den digitale tidsalder i forbindelse med det nyligt overstået valg til Folketinget. Både WordPress, Youtube, Myspace, Flickr og især Facebook blev den helt store spiller om vælgernes gunst. Især Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen fik brugt det sidste nye på Internettets stamme af web 2.0 brugerflader kendt som Facebook med Anders Fogh Rasmussen som vinderen med 4410 venner og Helle Thorning-Schmidt lige efter med 3899 venner i skrivende stund. Derefter finder man partilederne fra henholdsvis SF med 2646 venner og de Radikale med 631 venner.

Desuden er det spøjst at se, at især regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti stort set ikke har benyttet sig af Internettets mulighed for at nå ud til specielt nyere vælgere, da det især er yngre mennesker under 40 år, som benytter sig af web 2.0 teknologien. Bevares, partiet har en hjemmeside, men hvem har ikke det i dagens Danmark? Selv et lille parti som Kristendemokraterne benytter sig af web 2.0 med blogs på WordPress, billeder på Flickr og video på Youtube.

Hvorvidt web 2.0 teknologien er kommet for at blive en integreret del af partiernes måde at kommunikere ud til vælgerne på, må man sige det er det. Ifølge Statsministeren selv skulle han set i forhold til landets størrelse, kunne slå samtlige præsidentkandidater der er i USA på den konto.

Nyt fra TV2

Steffen Brandt & Co. har gjort et nyt TV2 album, som udkommer på mandag, hvor de forresten også gæster landets hovedstad med en gratis koncert på Rådhuspladsen kl. 19.00 – 20.00. Albummet er produceret af den allestedsnærværende producer Thomas Troelsen.

Alt imens kan man nyde den nyeste video fra Danmarks Kedeligste Orkester:

Det du ikke viste om Pia K.

Se videoen herunder og forstå:

P.S.: Den er ikke for børn…

Ikke noget Depeche Mode light her

Den ene tredjedel af Depeche Mode, Dave Gahan, har nu begået sit andet soloalbum og for en fan af netop Depeche Mode, har jeg haft svært ved at tage armene ned efter at have hørt både single udspillet “Kingdom”, som kan høres og ses lige under det jeg har skrevet her og hørt hele albummet det meste af aftenen i går.

Skulle jeg komme med lidt konstruktiv kritik af albummet, vil jeg påstå at det læner sig meget op af det sidste album fra Depeche Mode, hvor Dave Gahan i samarbejde med de to, som også har været med inde over hans nye soloalbum, var med til at skrive tekst og musik, hvor det førhen udelukkende var Martin L. Gore, der gjorde den slags. Det skal ikke ses som noget negativt, men det giver unægtelig en følelse af, at man har hørt det samme førhen.

I forhold til det forrige solealbum, Papermonster, virker Hourglass langt mere helstøbt og springet mellem stilarterne på albummet er snævert væsentligt ind, hvilket kun er godt.