De sidste timer i Berlevåg inden afrejsen mod Bergen og dermed slutningen på ferien begynder, sidder jeg og kigger ud på havnen i Berlevåg. De fleste skibe ligger ved kaj, da der er godt gang i vandet i forhold til de andre dage heroppe. Solen skinner fra en helt skyfri himmel modsat hjemme i Danmark, da vinden kommer fra nordøst.

Panorama view over fjeldene med Tanahorn i ryggen…
Siden sidst jeg skrev noget på denne blog, har jeg været på fjeldvandring på Tanahorn, hvilket er en smuk tur på i alt 8 km fra start til slut over elve og langs dyreveksler og lige fra smuk natur og til gold stenørken på det sidste stykke ud til selve Tanahorn. For dem, der ikke lige kender Tanahorn, kan jeg nævne at det er et fjeld som ligger knap 300 meter over havets overflade mellem Barentshavet og Tanahorn med noget af den flotteste udsigt ud over nabofjeldene til Kjølnes Fyr ude ved Barentshavet. Ude på selve spidsen ligger der en varde, hvor dem, der har mod til at kravle derud, kan skrive i en gæstebog. Selve varden er rejst af samerne, der tidligere har brugt stedet som offerplads. Derud kom jeg aldrig, ikke fordi jeg ikke havde lysten til det, men vinden deroppe begyndte at skubbe mig sidelæns. Og så skulle jeg lige pludselig ikke længere…

Vejret og udsigten nydes i fulde drag på toppen af Tanahorn…

Er der nogen, som er med på en sneboldkamp?
For uden fjeldvandring har vi været i Molvik, der er en vig ved Tanafjord og på en snebræ langs vejen mellem Molvik og der, hvor vi startede vandreturen ud til Tanahorn. Og så har jeg set bevis på, at Peter Plys og hans venner altså bor her i nærheden af Berlevåg. I hvert fald er der nogen morsomme nordmænd, som har valgt at sætte et skilt op med henvisning til 100 meter skoven ude ved noget skov ved Molvik.

Panorama view over Molvik…

Her bor Peter Plys eller…
Ud over oplevelserne, har jeg også leget rigtig turist og fået købt nogle forskellige ting, der har med området omkring Berlevåg at gøre. Dem, der kan huske det, vil nikke genkendende til Berlevåg Mannskor, der blandt andet har medvirket på Roskilde Festival tilbage i 2004 og blev på det nærmeste kult i Norge, da koret, som består af ganske almindelige mennesker, medvirkede i en dokumentarfilm under titlen “Heftig og begeistret”. Og de eneste ikke fik noget ud af det rent økonomisk, var lige præcis selve koret. Her har jeg købt CD’en med musikken fra filmen og nogle krus fremstillet af min fars kusine, Grethe, der forstiller en Kongekrabbe og en tetrapode ude fra havnen.
Når vi med M/S Midnatssol i aften vender snuden sydover, venter en tur til Nordkapp i morgen, hvor vi skal op allerede klokken fem for at være klar til selve turen, der starter på kajen i Honningsvåg klokken seks.