En bevægende uge

Denne uge, som lige pt. lakker mod enden, har været utrolig bevægende på alle måder, da det overskyggende tema desværre må siges at være døden i denne omgang.

Lige op til Påske var det først det meget voldlige overfald på det 16-årige avisbud, Dennis Özgu Unzun, på hjørnet af Polensgade og Lergravsvej, som de fleste nok vil sætte i forbindelse med dette års Påske. Han døde dagen efter på Rigshospitalet uden nogen sinde at komme til bevisthed igen som følge af ét slag med et baseball bat.

På ugedagen for Dennis Özgu Unzuns død, troppede op imod 5000 10.000 mennesker på Rådhuspladsen i København, for at vise deres modstand mod vold, hvilket har bare i år medført døden for først 19-årige Anton Njie Hansen og sidst 16-årige Dennis Özgu Unzun. Det blev gjort med et fakkeloptog fra Rådhuspladsen ned forbi Christiansborg, videre til Kongens Nytorv hvor man samledes på pladsen i stilhed, for så at gå af Gothersgade op til Nørreport og retur til Rådhuspladsen. Inden selve turen rundt i det indre København, blev Dennis mindet med et minuts stilhed.

Nogle af de forsamlede 5000 10.000 mennesker på Rådhuspladsen i København.

Her er alle forsamlet på Kongens Nytorv efter at være gået fra Rådhuspladsen.

Her er vi på vej tilbage til Rådhuspladsen.

Her bliver faderen til Dennis Özgu Unzun interviewet til tyrkisk TV.

Flere billeder kan ses ovre på Flickr.

Samme dag som Dennis Özgu Unzun døde, gik en af mine tidligere kollegaer bort i den lave alder af 50 år som konsekvens af en blodprop i hjertet. Hun havde længe kæmpet med et dårligt hjerte, havde endda fået udskiftet hjerteklapperne i en omfattende operation og til sidst gav hun så op. Hun vil blive savnet af mange mennesker, hvilket gælder både familie, nuværende og tidligere kollegaer.

I går på vejen til bisættelsen af min tidligere kollega, blev jeg så ringet op fra arbejdet, der så kunne fortælle mig, at en af mine klienter var død på hospitalet som konsekvens af kræft. Han var blevet indlagt i Påsken lige kort efter han var kommet hjem derfra, fordi han næsten ikke kunne gå på det ene ben. Det viste sig, at kræften var begyndt at trykke på nerverne. I går blev kræften så desværre vinderen.

God Påske

I ønskes alle derude i blogland, en god og velsignet Påske med musikken fra gruppen Petra.

Glædelig Jul

Alle læsere ude i blogland ønskes en Glædelig Jul og Guds fred til alle.

Hvad du begærer

Her til aften har jeg set den ganske udmærkede film, Begærets Butik (Needful Things), der er skret af Stephen King, som er én af mine ynglingsforfattere gemmen flere år. Butikken er drevet af den ældre herre, Leland Gaunt (som altid godt spillet af Max Von Sydow), der efter eget udsagn, ikke ønsker penge for de ting, som hans kunder “ønsker” at købe, og spøjst nok har han altid det liggende på lager, som vedkommende kunne tænke sig. Bare en enkelt lille tjeneste eller to som modbetaling. Det viser sig hurtigt, at han har yderst godt tjek på, hvad der foregår i byen og blandt dens indbyggere.

Vi mennesker har alle begær i os, hvad enten vi vil stå ved det eller ej. Jeg har også begær i mig, du har det, vi har det alle. Sådan er det bare, vi kan ikke komme uden om det. Hvad enten det drejer sig om penge, biler, tøj, musik, sex, higer vi alle efter at få noget af det hele. Og selvom det skulle lykkedes at få fat i noget af det eller det hele, føler vi os aldrig aldrig tilfredse, for det kunne jo være, at enten naboen eller en anden, vi kender, fik noget mere end os andre eller det hele. Dét er, hvad der kaldes begær.

Nogle mennesker synes det er fedt at give efter begæret fra tid til anden eller lader sig styre begæret, mens andre godt kan styre sig, fordi de måske ikke lige har brug for den ting, som de lige er blevet præsenteret for, som sheriffen Alan J. Pangborn, spillet fabelagtigt af Ed Harris.

Begær er ikke noget, man bare kan ligge fra sig og sige, at det gider jeg ikke, for det er fuldstændigt umuligt. Det er en del af det, at være mennske på denne jord. Og dog. Vi kan, via Jesus rette fokus ind mod noget andet, så vi netop ikke har fokus på det, vi begærer, men på ham, som kan frelse.

Far i Himlen

Billede af forsiden af Magasinet i Berlingske Tidende fra i onsdags…

En ny verdensborger

En ny verdensborger er i blandt os. Hans navn er Jonathan og er to af mine bedste venners førstefødte søn, født d. 13. oktober 2007. Snart er han også borger hos Jesus i Himmelen, når han bliver døbt d. 18. november.

Bor Gud virkelig i Gørløse?

Desværre fik jeg ikke set den første gang, hvor udsendelsen “Gud i Gørløse” blev sendt på DR1 en onsdag aften, hvor jeg havde gæster. Efter at have set genudsendelsen her til formiddag, ærgrer det mig dybt, at vi ikke fik gjort det i stedet for det, der var på programmet, for der er meget at snakke om, hvad enten man er kristen eller ej.

I selve programmet følger man både foreningen Evangelist til et sommerstævne, man får et interview med Christian Hedegaard (den ubestridte leder af foreningen) og man møder pårørende, som har mistet familiemedlemmer til foreningen, som de ikke længere ser. Alt i alt, en dokumentar skruet godt sammen uden at være kritisk på fårhånd.

Meget hurtigt lage jeg mærke til nogle ting, der i den grad sprang mig i øjnene. Og det var helt klart den måde, som specielt Christian Hedegaard behandlede de familier, som enten have mistet en nu tidligere ægtemand eller en søn til Evangelist og dernæst behandlede familierne, som stod tilbage med en masse spørgsmål, som om de havde et problem, at det var deres egen skyld.

Som kristen er jeg dybt rystet over den måde, som Christian Hedegaard hele tiden fornægter, at problemet skulle ligge hos foreningen Evangelist og dermed hos ham selv. En selvbenægtelse som man efter min mening vil se hos personer, der har psykiatriske træk.

Hvis Evangelist og Christian Hedegaard ikke havde noget som helst at skjule, hvorfor tager han så ikke en åbenhjertig snak med familiemedlemmerne og fortæller, hvad Evangelist står for, hvad deres arbejde er, hvorfor det et vigtigt at tro på Jesus? Og samtidig lytter til den kritik, som familiemedlemmerne nu engang sidder tilbage med?

Et andet område, hvor jeg som sundhedsfaglig uddannet person også blev dybt rystet, var i forbindelse med det sommerstævne, hvor Christian Hedegaard tager journalisten Vibeke Heide-Jørgensen med på en rundtur bagom hele stævnet, hvor man møder en masse forskellige personligheder, der er kommet med i Evangelist på den ene eller anden måde. Blandt andet møder man en tidligere kloakmester, der nu driver et rehabiliteringscenter for psykiske syge, hvor medicinen bliver taget fra dem. Undskyld jeg spørger, hvor uansvarligt er det lige at sætte en person, der ikke har en pind forstand på det, til at gøre den slags uden nogen som helst lægefaglig uddannelse? Her mødte man også pårørende, hvor et familiemedlem havde været i kontakt med det førnævnte rehabiliteringscenter, men måtte genindlægges på et psykiatrisk hospital for at blive behandlet for yderligere komplikationer oven på mødet med foreningen Evangelist.

Når sandheden skal siges

You scored as Evangelical Holiness/Wesleyan, You are an evangelical in the Wesleyan tradition. You believe that God’s grace enables you to choose to believe in him, even though you yourself are totally depraved. The gift of the Holy Spirit gives you assurance of your salvation, and he also enables you to live the life of obedience to which God has called us. You are influenced heavly by John Wesley and the Methodists.

Evangelical Holiness/Wesleyan		93%
Neo orthodox		71%
Fundamentalist		61%
Charismatic/Pentecostal		57%
Reformed Evangelical		54%
Emergent/Postmodern		54%
Classical Liberal		43%
Roman Catholic		32%
Modern Liberal		25%

What’s your theological worldview?

Befri kirken

I vores naboland, Sverige, som vi ellers påstår er noget af et forbudsland, har de formået at afskille Kirken og Staten uden de helt store sværslag, mens både Danmark og Norge snart må blive dømt for nøl på lige netop det område. I både Danmark og i Norge er det den siddende regering plus støtteparti, som ikke vil fri Kirken fra Statens klamme favntag.

Men, så holder ligehederne mellem Danmark og Norge så også op. I Norge er det en rød regering med Arbejderpartiet i spidsen, som ikke vil adskille Staten og Kirken, mens vi i Danmark har en såkaldt liberal VC regering og Dansk Folkeparti som støttepartiet, som sætter lighedstegn mellem dansk kultur og Folkekirken for at vise eventuelle flygtninge og indvandrere, at være at være rigtig dansk, så er man også nødt til at være kristen og dermed medlem af Folkekirken, hvis tingene skal sætte lidt på spidsen.

Nu hører jeg selv til den gruppe af mennesker, som bestemt mener at Folkekirken er bedst tjent med, hvis politikerne holder deres klamme hænder væk fra Kirken og bruger deres kræfter der, hvor der virkelig er brug for det. Desuden kunne det give medlemmerne af Kirken et langt større ansvar for netop den kirke, de kommer i, hvis de også er med til at lønne præst og evt. personale mere direkte i stedet for over skattebilletten, hvor man alligevel ikke mærker noget til det.

Desuden kunne det også være et opgør med præsternes nuværende beklædning, som ikke har nogen praktisk betydning i år 2007, da ingen af dem bærer paryk som for et par hundrede år siden, hvormed den hvide møllesten lige så godt kunne blive fjernet.

Se, det ville være et godt ønske for i år…

Efter Fodspor 2007

Fodspor 2007 er slut, den sidste tale er holdt, det sidste lovsangsband er gået ned fra scenen og folk er gået hjem. Alligevel er der nogle ting, som jeg bare må have ud oven på selve arrangementet.

Personligt synes jeg at talerne og dermed samarbejdet mellem Nick Pollard og Nikolaj Kjærby Johansen, var godt. Som personligt kristen kunne jeg godt mærke, at talerne som sådan ikke var rettet mod mig, men udadvendte til personer med en ikke-kristen baggrund.

Jeg mener, at man skal kigge mere på stilen, når man laver i udadvendt arrangement som i går, hvis man forventer at der skal komme personer, som ikke er bekendt med hvordan man kører stilen i kirkerne, frimenigheder osv, for så bliver de bare skræmt væk igen. Og det var ikke lige det, der var meningen.

Da lovsangsbandet gik på efter at Nick var færdig, var jeg faktisk meget tæt på at krølle tæer, da de kammede alt for meget over. Og da jeg selv kommer fra et ikke-kristent miljø, ville jeg været løbet langt bort, hvis jeg var kommet der som ikke-kristen.

Nu har jeg fuldt Fodspor 2007 alle dagende, da jeg har filmet samtlige af Nicks taler. Og overall er jeg tilfreds med forløbet. Men, man skal være yderst varsom med at det ikke bliver på “vore” præmisser og ikke på “deres” præmisser, når man laver et arrangement som Fodspor 2007.