Fotoåret 2007 har budt på mange oplevelser – både i ind- og udland, til vands og i luften, til koncerter, i Zoo, kendte og ukendte mennesker, fallerede cykelstjerner og meget, meget mere. 36 billeder er blevet udvalgt blandt de langt over tusende billeder, som jeg har liggende på min fotoside, der hver på sin måde fortæller lidt om, hvad jeg har oplevet. Da der kun er plads til max 36 billeder i alt, har der været hård konkurrence, da jeg selv synes jeg ligger inde med masser af gode billeder, men sådan er det bare. Nu kan I andre så bedømme resultatet (der ikke bliver ændret…) og nyde billederne:

På billedet finder man havørne, midnatsolen, Pet Shop Boys, Karl Bartos, Suzanne Vega, Michael Rasmussen, The Sandmen, M/S Midnatsol, Coca Cola bilerne, Nord Kapp, grafitti, Struer, Frederiksberg, Gentofte, Amager, Bill Clinton, IT-Universitet, Louisiana, Frederiksborg Slot, Metroen, Dyrehaven, Berlingske Tidende, Skjoldnæsholm Sporvejsmuseum, Valby, Vestre Kirkegård, Falster, TV-2, Tannahorn, Troldfjorden, dansende statuer, billboard reklamer, Mille, bare lige for at tage noget af det viste frem.

En ny verdensborger er i blandt os. Hans navn er Jonathan og er to af mine bedste venners førstefødte søn, født d. 13. oktober 2007. Snart er han også borger hos Jesus i Himmelen, når han bliver døbt d. 18. november.

Hen over de sidste 10 år har jeg haft det samme mobilnummer på trods af, at det har været tilmeldt ikke bare et, men hele tre startende dengang man kunne høre en franskmand sige “Samtale fremmer forståelsen” på gebrokkent dansk, hvor det engelsk/franske teleselskab, Mobilix, derefter lige over i Orange, da navnet Mobilix blev faset helt ud. Det holdt så frem til 2004, hvor den svenske operatør, Telia, opkøbte Orange i Danmark.

Siden hen har jeg så været kunde i Telia, hvilket jeg egentligt  har været godt tilfreds med. Og som kunde på nu 3. år, giver det mig frihed til at købe mobiltelefoner til en langt billigere penge via Telias hjemmesiden frem for i butikken og få dem sendt hjem pr. pakkepost.

For at komme frem til det, overskriften handler om, så så jeg en reklame på TV2 fra Telia her til aften, der faktisk sætter det førnævnte slogan lidt i relief, da teleselskabet nu reklamerer med at mobilkunder fra samme selskab nu kan ringe gratis til hinanden (dog 5 af gangen, forståes) og inden for samme familie.

Hermed nu gjort.

I det sidste stykke tid har jeg udelukkende benyttet mig af mobiltelefoner fra Sony Ericsson, som egentligt er ganske udmærkede. Dog har hverken den nyeste Sony Ericsson K790i eller den forrige walkman-telefon, som jeg havde fra samme selskab, kan helt det, som jeg skal bruge i dag.

Derfor har jeg nu valgt at skifte tilbage til Nokia, som jeg godt nok har brugt før for år tilbage, men må bare se i øjnene, at Nokia bare er længere fremme i udviklingen af mobiltelefoner end Sony Ericsson pt. er. Derfor faldt valget i første omgang på Nokia’s model N73.

Den københavnske udgave af en metro, har sit eget månedsblad, som godt nok udkommer et stykke inde i den indeværende måned, som det skulle dække. Fred være med det, jeg læser det kun sjældent. I morges var faktisk en undtagelse, da jeg skulle bare have tiden til at gå. Da jeg slår op i det, falder jeg faktisk over noget, som direkte vedrører mig, da jeg som blogger står omtalt i bladet omkring noget, som jeg omtalte på min fotoside ovre hos Flickr™ . Det drejer sig om billedet af delfinen, som kan ses herunder:

I Metro nyt står det sådan: “…bloggeren Maltesen gætter på at priktogrammet af delfinen betyder, at Metroen kører forbi Amager Strand…”. Det var kun delvis, hvad jeg skrev, da jeg også omtalte mulighederne i forbindelse med den globe opvarmning…

Jeg må indrømme, at noget er rav ruskende galt i Brøndby, når man på Ekstra Bladets løbeseddel kan læse, at man har taget alternative midler i brug for at reddeklubben fra nedrykning:

Nu er jeg selv af den slags, som ikke tror på overtro og slet ikke i forbindelse med fodbold. Kære drenge og piger hos Brøndby Support, tag jer lige sammen og koncentrere jer om fodbolden frem for en gang overtro…

Bygningerne på nedstående billede medvirker i en dansk reklamefilm, der for tiden bliver vist på landsdækkende TV. Forestil dig et regnvejr og en dansk komiker/skuespiller liggende oven på en skraldespand, mens vedkommende kører forbi bygningerne.

Hvilken reklamefilm tænker jeg på og hvem er den medvirkende komiker/skuespiller?

Kan det kaldes dobbeltmoral, når en given kommune sætter klistermærker der forbyder enhver form for reklamer på lygtepælene samtidig med, at der reklameres for den pågældende kommune på klistermærket, der er opsat af netop kommunen?

Giver svaret næsten ikke sig selv?

Det er blevet tid igen til en fotoudfordring fra Therese’s side på Flickr™ og opgaven lød på på at tage et billede af natten (den lette opgave) og af noget/nogen som er sur(t) (den svære opgave).

Den lette:

Den svære:

Ovenstående titel kan bringe minderne 20 år tilbage i tiden og dog være så nærværende på en mere end varm augustdag på Amager, da Suzanne Vega med band gæster Amager Bio. Personligt havde jeg ikke de store forventninger til selve koncerten på trods af gratis billetter, som en af mine kollegaer på arbejdet havde fået, da jeg stort ikke har hørt noget af hendes musik ud over “Luka” og “Tom’s Dinner”, som var med til at give et stort gemmenbrud for 20 år siden og bane vejen for andre kvindelige sing- and songwrtitere med noget på hjerte.

Opvarmingen, der bestod af en fyr på guitar, var på nippet af at være intetsigende og bare det rene fyld inden Suzanne Vega selv kom på scenen, hvor sangen “Tom’s Dinner” blev lavet som et lille teaterstykke mellem hende og resten af bandet, der bestod af Ben Butler (guitar), Mike Visceglia (bass), Doug Yowell og Allison Cornell (keyboard, violin og guitar). Hver for sig ganske fremragende musikere, men som en helhed, er det helt unikt. Især samspillet mellem Suzanne Vega og Mike Visceglia var en nydelse ud over det sædvanlige.

Eneste reelle minus var, at Amager Bio var den rene bageovn og det fik en enkelt til at gå i gulvet midt under koncerten, men Suzanne Vega havde så stort et nærværd, at det var hende der bad om at få noget vand til vedkommende.

Siden koncerten og den efterfølgende tur på café, har jeg rent faktisk gået og nynnet “Tom’s Dinner”, der stadig kan være en rigtig ørebasker og derfor jeg har i dag anskaffet mig noget musik med Suzanne Vega – 48 år eller ej, så holder musikken stadig.