Personligt havde jeg ikke hørt udtrykket før end da jeg læste om det i Berlingske Tidende efter at være kommet hjem fra arbejde, hvor jeg faldt over anmeldelsen af jubilæumsudgaven af Politikens “Hvem Hvad Hvor”, der regnes for at være opslagsbogen over alle opslagsbøger. Og som bekendt skal man læse meget før ørene falder helt af, for her stødte jeg nemlig over udtrykket “Amagernummerplade”. Helt nøjagtigt er udtrykket en nedsættende for den engang populære tatovering, som mange yngre kvinder fik for en 5 – 6 år siden på lænden.
Personligt har jeg aldrig set den store fidus i disse tatoveringer, som fra den ene dag til den anden, blev ganske ganske populære blandt kvinderne. I det hele taget kan jeg ikke se ideen i at få en tatovering, da det må gøre hulens ondt og jeg bryder mig ikke særligt meget om nåle i det hele taget. Og, hvad gør man så, når man enten bliver træt af den pågældende tatovering eller moden ændrer sig?
I går aftes var jeg et smut i biografen for at se den nye og meget omtalte film om Bob Dylan sammen med en af mine venner i Grand Teatret i den indre del af København. Personligt viste jeg ikke ret meget om filmen på forhånd – udover det den omhandlede hans liv i en vis periode. Og nu, hvor jeg har set den, er jeg stadig ikke helt sikker på hvad jeg var vidne til i de 135 minutter den varer.
Kort fortalt har instruktøren Todd Haynes sat 6 meget forskellige skuespillere som Richard Gere, Christian Bale og Cate Blanchett til at fortolke Bob Dylan, der alle skal forestille at være en del af hans personlighed (uden nogen af karaktererne på noget tidspunkt overhovedet hedder Bob Dylan, forståes).
Krydret godt med musik af og med Bob Dylan springes der rundt mellem S/H og farver, tid og sted og de 6 forskellige personligheder for at give publikum et billede af, hvem Bob Dylan er, skiftet fra folk-sanger til rockstjerne og slåskampene med de indre og ydre dæmoner. Måden filmen er lavet på kunne godt virke som om at ikke engang Bob Dylan helt ved, hvem Bob Dylan er, da han ikke vil have andre til at definere, hvem han er.
Desværre kan jeg ikke rigtig sammenlige denne film med Martin Scorsese’s film No Direction Home, da jeg ikke har set den på dette tidspunkt, men jeg skal helt klart se den igen, når den engang i det nye år kommer på DVD. Dels for at nyde hans musik og få lidt mere styr på de forskellige sider af det, der til sammen bliver personen Bob Dylan.
For dem, der endnu ikke har set filmen, kommer her traileren:
Foto: Bob Dylan optræder ved Lida Festival i Stockholm, i 1996. Fra Wikipedia.
Dansk sladderpresses værste sladderblad, Se og Hør, med dets chefredaktør i spidsen, Henrik Qvortrup, har prøvet at så tvivl om, hvorvidt Ny Alliances formand, Naser Khader, har fået lavet noget arbejde på privaten af vennen, Michael Jeppesen, og hans firma, på helt lovlig vis.
Problemet for Henrik Qvortrup er dog, at artiklen i Se og Hør, er basseret på et yderst tvivlsomt grundlag med en enkelt, anonym håndværkers vinkel på sagen. Det har man så fået sat op med de helt store typer hos Se og Hør, og chefredaktøren selv har været rundt i den danske verdenspresse for at fortælle, hvor dumt Naser Khader har båret sig ad.
Det var i går. I dag kan man så flere steder i den danske presse så læse, at selvsamme chefredaktør selv har fået udført sort arbejde, men selv mener Henrik Qvortrup at der er mile vidt mellem det han har fået lavet som privatperson og det, at Naser Khader har hyret en entreprenør, som godt nok er en af hans gode venner, men der skulle efter Khaders eget udsagn ligge regnskab og det hele, som er godkendt af firmaets egen revisor.
At Henrik Qvortrup har blæst en sag op, som intet har på sig, er nok hverken første eller sidste gang, mens han sidder i chefredaktørstolen for Se og Hør ude i Valby. Denne gang risikerer han enddog at sagen rammer ham selv igen med 140 km/t og han kan ikke gøre noget som helst ved det nu, hvor historien er sluppet ud.
Den norske forfatter og historiker, Asbjørn Jaklin, har begået bogen “Hitlers Nordfront”, der primært omhandler om, hvorfor Norge skulle besættes under 2. Verdenskrig og frontkrigen i Sovjetunionen ved Murmansk liggende ud til Barentshavet. I forbindelse med Hitler’s ordrer til retræte valgte man den brændte jords taktik, der kort fortalt gik ud på at brænde alt ned til grunden, som kunne bruges af fjenden i deres befrielse af Norge, hvilket først og fremmest kunne være Sovjetunionen set med nazisternes briller. Noget af det eneste, som fik lov til at stå, var kirkerne. Norge var både Hitlers helt store satsning og grunden til hans manglede succes mod Sovjet.
Grunden til, at bogen er interessant for mig er, at meget af indholdet foregår i det område, hvor jeg har været på ferie i Norge. Det sætter umiddelbart mere perspektiv på tingene, når jeg har set nogle af de første skure, som blev opført til beboerne lige efter tyskerne var væk. Nogle af dem har fået lov til at stå og bliver stadig brugt til andre formål i dag.
Bogen fik jeg af mine forældre i eftermiddags, så en anmeldelse må lige vente til senere, men anmelderen Bent Blüdnikow hos Berlingske Tidende kalder bogen “… Fornem historieskrivning…”. Resten kan læses her.
Denne dag kan gå hen og blive historisk inden for sportsverden, hvis Ørnen fra Herning i eftermiddag indrømmer brugen af doping tilbage i de gode gamle dage i 90′erne. Først og fremmest er det medierne som vejer blod siden Bjarne Riis i et interview med Line Baun Danielsen sagde “Jeg er aldrig testet positiv og desuden går jeg ind for en prober sport” tilbage i 1998 på TV2.
Siden da har spekulationerne gået på, om Bjarne Riis virkeligt har brugt epo eller ej med Ekstra Bladet i spidsen. Og blandt holdkammeraterne er det kommet frem, at brugen af epo åbenbart har været ganske gens på det hedengangne Telekom-hold, hvor kun Bjarne Riis og to andre ikke har indrømmet noget som helst.
I 1998 kom det frem, at Festina holdet havde brugt epo hvilket medførte udelukkelse af holdet. Og resten af de deltagende ryttere valgte at lave en sit-down strike på asfalten.
Og i historiens klare lys har vi alle været vidner til den ene rytter efter den anden, som har indrømmet brugen af ulovlig doping i de glade halvfemsere.
Personligt har jeg det sådan, at jeg er blevet godt træt af de ryttere som 9 år efter vælger at stå frem for at indrømme deres brug af doping. Kort fortalt tror jeg ikke, at ret mange ryttere overhovedet kan sige sig fri for at have brugt doping dengang og derfor er lidt ligeglad med det, der sker i dag. De eneste som virkelig får noget ud af det, må være medierne som får nogle flere skandalehistorier at svælge sig i.
Bjarne Riis indrømmer brugen af bl.a. epo foran verdenspressen…
Jeg kan kun sige: “Kan vi ikke bare komme lidt videre?”
I dag på arbejdet fik jeg lært lidt om, hvor et af de mest brugte udtryk blandt min egen generation og dem, der er yngre, rent faktisk stammer fra. Det drejer sig om det meget simple udtryk “ok”, som de fleste bruger i større eller mindre grad.
Oppe hos en ældre mand, som er professer udi arkæologi, fik jeg det fortalt. Han havde åbenbart bemærket, at jeg brugte det, måske mest uden at tænke specielt meget over det. Han kunne fortælle, at under den græske borgerkrig, flygtede mange grækere til USA, hvor de fleste slog sig ned i New York. Her fik mange af dem arbejde i havnen på Manhattan. Når de havde pakket containerne, skulle andre vide at de var klar til at blive losset ombord på skibene, der skulle sejle dem ud i verden. Derfor skrev grækerne det græske ord for “all right”, som forkortes “O.K.” Ola Kala (Όλα Καλά, ΟΚ).
Siden hen er det blevet mere almindeligt i først USA, hvorefter det har bredt sig ud over verdenen.
I følge Politikens netudgave er medlemmer af det højreradikale parti, NPD, nede i Tyskland begynt at opkøbe bygninger med det formål at oplære unge i at tænke nationalistisk og skolen, som har base i byen Gonzerath, skal have fokus på race, folk, stat og nation. Det er forøvrigt samme sted, hvor nazisten Rodulf Hess ligger begravet.
Når man tænker på, at det ikke er meget mere end 60 år siden at nazisterne blevet slået godt og grundigt ud af banen, får det mig til at få nogle meget grimme billeder på den indre nethende, når personer begynder at åbne skoler og meget andet for at oplære unge mennesker i en af de grimmeste og klammeste ideologier, som noget menneske nogen side har udtænkt, nemlig nazismen. Samtidig kan det undre mig, at tyskerne ikke har fået sat en stopper for disse planer, da nazismen har flere end 6 millioner menneskers liv og blod på samvittigheden.
Det er ikke kun byen Gonzerath, som har problemet med grunde, som bliver opkøbt at nazister. Det har spredt sig til andre byer som Dresden, hvor de har opkøbt en nedlagt tennisbane.
Jeg ved god, at der er en vis forskel på NPD nede i Tyskland og Dansk Folkeparti herhjemme. Og dog. Dansk Folkeparti har jo flere gange blandet sig i indholdet i danske skolebøger, som er blevet krævet omskrevet eller ligefrem byttet ud med nogle andre bøger, der er faldet pianisternes smag. Måske et forskud på, hvad vi kan vente os herhjemme?
En af præsterne i den kirke, som jeg kommer i, fortalte i går søndag en ganske god historie om det at tro, som er hentet fra Sovjetunionen om en soldat ved navn Ivanov, der bekendte sig som kristen. Og som de fleste sikkert kan huske fra historietimerne, var det at være kristen på det tidspunkt, ikke lige det mest smarte.
Ivanov blev bedt om at træde frem for hele kompaniet og chefen for delingen spurgte delingen:
- Kan alle se Ivanov?
- Javel hr. kommandant, svarede delingen
- Kan alle se mig?
- Javel hr. kommantant, svarede delingen
- Kan nogen af jer se Gud?
- Nej hr. kommandant, svarede delingen
Ivanov tænkte sig om og svarede:
- Kan alle se kommandanten?
- Ja, svarede delingen
- Kan alle se hans kasket?
- Ja, svarede delingen
- Kan I se kommandantens forstand?
Coca Cola, der er en af verdens største udbydere af læskedrikke, er åbenbart ude på at snyde dem, der drikker deres læskedrikke. Hvis man drister sig til at læse bag på etiketterne og læse det, der står med småt, er der tydeligvis ingen forskel på Coca Cola Light og Coca Cola Zero. Begge læskedrikke har fuldstændig det samme næringsindhold pr. 100 ml:
Energi: 1,4 KJ/0,3 Kcal
Protein: 0- 1 g
Kulhydrat: 0 – 1 g
Heraf sukkerarter: 0 g
Fedt 0 g
Heraf mættede fedtsyrer: 0 g
Kostfibre: 0 g
Natrium: 0 g
Hvis indholdet er det samme, hvorfor så langere det samme indhold som noget bestående? Eller skal verden bare have lov til at snyde sig selv på samme måde som Keiserens Nye Klæder af H. C. Andersen?
Bemærk venligst, at jeg altså drikker Pepsi Max…
En af sportens helt store tilbagevendende begivender nærmer sig og jeg skal helt klart være vidne til det. Det drejer sig naturligvis om Super Bowl XLI eller verdens største enkeltbegivendhed inden for nogen sportsgren. For meget større fåes det næppe nogen steder.
Indtil videre ser det ud til, at mit eget farvorithold, Seattle Seahawks, har en kanon change for at være den ene deltager i årets udgave af Super Bowl.
På nuværende tidspunkt går min egen forberedelse på, at sikre mig en billet til Biozonens arrangement i Palads (er gjort) og bare håbe det bedste frem til den dag. Jeg har nemlig ikke kabel TV og kan derfor ikke følge kampene live på TV. Derfor følger jeg det hele på TV2 Sportens NFL sektion, hvor Jimmy Bøjgård og NFL-Elming giver den gas.
Klarer Seahawks skærene og kommer i Super Bowl, skal jeg nok stille op i min Seahawks trøje på bloggen…
I går aftes var jeg et smut i biografen for at se 
