Dronnings Nytårstale 2007

25 mennesker var i går samlet til en kanon hyggelig fest under private former. Og som altid startende ud med Dronningens Nytårstale, som det bør være en del af den tilbagevendende tradition den sidste aften inden et givet år afsluttes med manér. På trods af visse sjuskefejl fra Dronningens side under talen, kom hun helt klart ind på nogle meget vigtige områder, som integration og miljø:

…Det rige samfund, som vi tilhører, med dets mange goder og den indarbejdede omsorg også for de svagere, tiltrækker mennesker, der kommer fra andre egne af verden, og som nærer de samme håb som vi: Et godt og virksomt liv med familie og venner, med glæde både i det nære og i fællesskabet. Det er ikke let for nogen at skulle lægge sin tilværelse om, sådan som det må ske, når man slår sig ned i et nyt land. Helt kan det ikke undgås, at der måske bliver set lidt skævt til den fremmede, som har andre skikke, en anden klædedragt, og som endnu ikke behersker sproget. Men det er helt nødvendigt, at man har et åbent sind og en vilje til at finde sig tilrette.

På samme måde er det vigtigt, at det samfund, som modtager de tilrejste, er parat til både at hjælpe og støtte og til at forklare, hvilke krav der stilles og hvilke regler, der gælder. De har brug for os, og vi har brug for dem. Denne nytårsaften vil jeg gerne rette en hilsen til alle de mange, som gennem den seneste menneskealder har slået sig ned i Danmark. Jeg ønsker dem alle, at hvert nyt år, de oplever her blandt os, trods alle vanskeligheder, må bringe dem videre, så at de kan se sig selv og deres efterkommere som en del af det danske samfund…

Her er det vigtigt at læse, at der stilles to krav; både til dem der kommer til landet, men så sandelig også til dem, der bor i landet i forvejen. Det er endnu engang rart at læse og høre Dronningen udtale sig om integrationen, som dengang hun tordnede mod den laveste fællesnævner for nogle år tilbage. Kort fortalt handler det jo om, at begge parter har et ansvar for en vellykket integration og dermed handler det ikke kun om, at indvandrene skal blive som os andre, som visse partier i Folketinget ligefrem ønsker det.

…I disse år bliver det i stigende grad klart for os, at al vor stræben efter udvikling også har rent fysiske konsekvenser, nemlig for miljøet: luften, vi indånder; vandet, vi skal drikke; jorden og havene, hvor vi skal hente vores mad. For vi ved jo, at alt det er betinget af de klimatiske forhold, vi lever under. Og nu begynder klimaet tilsyneladende for alvor at blive påvirket af vore aktiviteter ikke bare lokalt, men globalt.

Hvis vore efterkommere også skal opleve den befriende glæde ved at gå ud i naturen, nyde udsigten fra en bakketop eller ligge i græsset og se skyerne sejle for vinden, så må vi alle sammen tage et ansvar for at give det, der blev os betroet, videre til de næste generationer…

Endnu et afsnit omkring ansvar for noget, der står os alle nært, nemlig miljøet. Det er kun godt, at også Drongningen tager andel i hele miljødebatten, som mere eller mindre er delt op i to lejre. Dem, der anderkender der er noget galt, og dem, der ikke gør.

Venskab

Billedet er taget i tunnelen på Vanløse Station mellem S-toget og Metroen

Glædelig Jul

Alle læsere ude i blogland ønskes en Glædelig Jul og Guds fred til alle.

Dette er dagen

I dag er det 1½ måned siden, at jeg blev ramt af den fibersprængning og den efterfølgende prolaps, der har afholdt mig fra at arbejde og lave de ting, som jeg ellers holder meget af.

Det jeg kan glæde mig over er, at jeg gået hos en ganske fremragende kiropraktor for hvem det er lykkedes at sætte min ryg helt på plads igen og jeg fik nogle øvelser til at hjælpe med at få sat ryggen på plads og jeg derfor kan bevæge mig rundt som før. Dog skal jeg stadig være varsom med at lave tunge løft, hvor jeg kommer ud i ydrestilling med ryggen. Og jeg er heller ikke begyndt på at cykle – endnu. Tilgengæld må jeg starte på arbejdet igen i overmorgen, hvilket jeg af naturlige grunde glæder mig usigeligt meget til.

I aften vil jeg bare glæde mig over, at jeg så har mulighed for at tage til koncert med Danmarks Kedeligste Orkester på Rådhuspladsen sammen med en masse andre mennesker. En stor tak skal også

Tilbage til livet

I disse dage er jeg på kursus omkring emnet senhjerneskade personer, som jeg via mit arbejde også har med at gøre. Emnet er spændende og også ganske udfordrende og varierende mellem tekster, gruppearbejde, snak (hele holdet og walk and talk) og video.

Specielt det sidste gjorde et kæmpe indtryk, da vi så en udsendelse om en ung fyr ved navn Thomas Ranum Jensen, der var en frisk ung fyr, spillede fodbold sammen med bl.a. Daniel Agger og Thomas Kahlenberg på Brøndbys ynglingehold, lige indtil en skæbnesvanger aften i det københavnske natteliv, hvor han ganske uforskyldt bliver stukket ned af en 19-årig ung mand og er efterfølgende klinisk død i godt et kvarter og hans hjerne har ikke fået ilt i 5 minutter. På grund af flere komplikationer ender det med en tur i respirator i to måneder, før lægerne tør lade ham vende tilbage til livet, der i den grad kommer til at handle om genoptræning.

Selvom mange os af har oplevet lidt af hvert i forbindelse med vores arbejde, var alle berørt af især den del af udsendelsen “Tilbage til livet” fra 2005, som har været sendt på den hedengangne Kanal 4.  I morgen skal vi se efterfølgeren, der er fra sidste år.

En ny verdensborger

En ny verdensborger er i blandt os. Hans navn er Jonathan og er to af mine bedste venners førstefødte søn, født d. 13. oktober 2007. Snart er han også borger hos Jesus i Himmelen, når han bliver døbt d. 18. november.

Bor Gud virkelig i Gørløse?

Desværre fik jeg ikke set den første gang, hvor udsendelsen “Gud i Gørløse” blev sendt på DR1 en onsdag aften, hvor jeg havde gæster. Efter at have set genudsendelsen her til formiddag, ærgrer det mig dybt, at vi ikke fik gjort det i stedet for det, der var på programmet, for der er meget at snakke om, hvad enten man er kristen eller ej.

I selve programmet følger man både foreningen Evangelist til et sommerstævne, man får et interview med Christian Hedegaard (den ubestridte leder af foreningen) og man møder pårørende, som har mistet familiemedlemmer til foreningen, som de ikke længere ser. Alt i alt, en dokumentar skruet godt sammen uden at være kritisk på fårhånd.

Meget hurtigt lage jeg mærke til nogle ting, der i den grad sprang mig i øjnene. Og det var helt klart den måde, som specielt Christian Hedegaard behandlede de familier, som enten have mistet en nu tidligere ægtemand eller en søn til Evangelist og dernæst behandlede familierne, som stod tilbage med en masse spørgsmål, som om de havde et problem, at det var deres egen skyld.

Som kristen er jeg dybt rystet over den måde, som Christian Hedegaard hele tiden fornægter, at problemet skulle ligge hos foreningen Evangelist og dermed hos ham selv. En selvbenægtelse som man efter min mening vil se hos personer, der har psykiatriske træk.

Hvis Evangelist og Christian Hedegaard ikke havde noget som helst at skjule, hvorfor tager han så ikke en åbenhjertig snak med familiemedlemmerne og fortæller, hvad Evangelist står for, hvad deres arbejde er, hvorfor det et vigtigt at tro på Jesus? Og samtidig lytter til den kritik, som familiemedlemmerne nu engang sidder tilbage med?

Et andet område, hvor jeg som sundhedsfaglig uddannet person også blev dybt rystet, var i forbindelse med det sommerstævne, hvor Christian Hedegaard tager journalisten Vibeke Heide-Jørgensen med på en rundtur bagom hele stævnet, hvor man møder en masse forskellige personligheder, der er kommet med i Evangelist på den ene eller anden måde. Blandt andet møder man en tidligere kloakmester, der nu driver et rehabiliteringscenter for psykiske syge, hvor medicinen bliver taget fra dem. Undskyld jeg spørger, hvor uansvarligt er det lige at sætte en person, der ikke har en pind forstand på det, til at gøre den slags uden nogen som helst lægefaglig uddannelse? Her mødte man også pårørende, hvor et familiemedlem havde været i kontakt med det førnævnte rehabiliteringscenter, men måtte genindlægges på et psykiatrisk hospital for at blive behandlet for yderligere komplikationer oven på mødet med foreningen Evangelist.

Rygproblemer

Siden engang i går aftes har jeg døjet med kraftige rygproblemer lige over lænden og lidt ud mod højre side. Det har betydet, at jeg har uroligt svært ved at gå, bøje mig ned efter ting på gulvet, komme i seng og ud af den igen, samt rejse mig, hvis jeg har siddet i sofaen i et stykke tid. I starten betød det, at det gav nogle kraftige jag i rygge, når jeg skulle op, flytte mig den mindste smugle over et dørtrin. Det er dog taget noget af siden i går aftes. Natten har jeg tilbragt på ryggen mod normalt på maven, da det gjorde for ondt til at vende sig rundt.

Derfor har jeg været tvunget til at melde mig syg efter godt tre år uden én eneste sygedag, indtage Ipren og Pinex, selvom jeg ikke ligefrem er typen, der er glad for at spise medicin (æv) efter jeg fik fat i forældre, som har måtte køre mig rundt til henholdsvis apotek, Føtex (købe mad) og Blockbusters (for at aflevere en film, som jeg havde lånt før alt dette kom på tale), og efterfølgende køre mig hjem igen.

Nu sidder jeg i min sofa, mens jeg har lidt ondt af mig selv, lyttende til noget Rammstein (passer fint til mit humør) og prøver at koncentrere mig om at læse lidt i en Harry Potter-bog, for at få tiden til at gå.

Æv…

Solen over Falster

Jeg har siden i går, lørdag, været på Falster for at besøge min ven, Carsten, og hans familie, der bor lige uden for Stubbekøbing i den tilstødende landsby, Ore. Vejret har og er på nuværende tidspunkt, helt fantastisk. Faktisk er det så fantastisk, at jeg stod op før alle andre i huset for at cykle mig en længere tur ud på landet, for at skyde nogle billeder af solopgangen, da det ikke rigtigt kan lade sig gøre midt inde i København, hvor jeg bor.

Samtidig er vi henne på den tid af året, hvor der også bliver dannet en del tåge, hvilket også gør sig godt på billeder.

Flere billeder kan ses på Flickr™.

Vittighederne vælter ind

Siden søndagens kamp mellem Drengene fra Vestegnen og ÅB og den interne kamp mellem Peter Madsen og Morten ‘Duncan’ Rasmussen, er det nærmest væltet ind med mere eller mindre platte vittigheder om mit ynglingshold. For det ikke skal blive helt deprimerende, har jeg udvalgt to stk.

Det skal lige nævnes, at det ikke er mig selv, som har forfattet vittighederne og vil derfor ikke stå inde for indholdet af dem, og derfor er det helt på eget ansvar at læse ordlyden:

1. Lærerinden spørger lille Ib, hvad hans far laver og han svarer: “Min far er eksotisk danser i en bøsseklub, hvor han tager tøjet af foran andre mænd. Og hvis tilbudet er godt, tager han med ind på et billigt hotel og fjoller rundt med dem hele natten.” Lærerinden tager så lille Ib med ud i gården og spørger om det er sandt. “Nej”, svarer lille Ib, “men det er sgu da flovt at fortælle, at min far spiller fodbold i Brøndby.”

2. Har du hørt, at Brøndby har købt Damhuskroen? Jo, jo. Det er jo det eneste sted, de kan score…