2008 er året, hvor det offentlige skal have forhandlet nye overenskomster, der skal være gældende fra 1/4-08 og de næste 4 år. Derfor vækker det undren, at Statsministeren i sin nytårstale i går aftes var direkte konfronterende, når der er varslet strejker såfremt der ikke opnås enighed om, hvorledes de offentlige ansatte skal have mere i løn eller ej.
Fremgangen betyder, at vi mangler medarbejdere – både i de private virksomheder og i de offentlige institutioner. Der er rift om de medarbejdere, som er til rådighed. Hvis det betyder, at løn og andre omkostninger stiger hurtigere i Danmark end i udlandet, så kan fremgang hurtigt blive vendt til nedtur. For så kan vi ikke længere sælge så mange produkter til udlandet. Eller virksomhederne bliver tvunget til at flytte produktionen til udlandet. Og så stiger arbejdsløsheden. Vi kan komme ind i en ond cirkel, som vil true de fremskridt, der er skabt. Det vil påvirke os alle, men især de mest udsatte grupper. Vi har et fælles ansvar for at sikre fortsat fremgang i Danmark. Ved at være realistiske i vore krav og forventninger til offentlig service, privat forbrug og løn. Ingen har glæde af at stille for store krav i dag – for at få den dobbelte regning i morgen.
Foghs måde at sige nej til mere i løn til de offentlige ansatte er, at true befolkningen til at tro at velfærden kan komme under pres og folk kan miste deres arbejde igen, hvis de ansatte inden for det offentlige får nogle lønstigninger, der matcher det man oplever inden for det private område. Sjovt nok er der ingen, der har noget imod at f.eks. de privatansatte får mere i løn, mens de offentlige ansatte åbenbart skal koste gratis.
Kære Anders Fogh Rasmussen, trusler kommer man ikke langt med – og slet ikke i år 2008. Dertil er både befolkningen og de ansatte inden for det offentlige for kloge til at hoppe på den slags markværk fra din side. Ved at løfte lønnen inde for især kvindefagene, sikrer vi tvætimod velfærden, da mange fravælger denne type arbejde – ikke kun fordi det kan være hårdt, nedslidende og arbejdstiderne kan ligge skævt – men lønnen har så sandelig også noget at sige i den forbindelse.
Hvis du skulle falde over teksten her, vil jeg gerne invitere dig til at komme og besøge mit arbejde, så du kan opleve virkeligheden derude, hvor lønnen har noget at skulle have sagt.
Teksten i gåseøjnene stammer fra Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale. Den kan læses i sin fulde længde på Statsministeriets hjemmeside, hvor der også er link til Youtube, hvor den kan ses.