Efter at have fuldt med de sidste ugers tid i, hvad der er sket i Myanmar , har reaktionen specielt fra Vestens side, været meget mådeholden i forhold til Irak, hvor der ikke var langt mellem truslen om militær indgriben og til en regulær invasion fandt sted under den nuværende amerikanske præsident. Indtilvidere har der kun været snak på diplomatisk niveau uden at nogen statsledere har truet med at gribe ind over for militærets behandling af dens egen befolkning. Måske hænger det ligefrem sammen med den store nabo, der kendes under navnet Kina? Tilgengæld kan det jo nævnes, at landet faktisk har olie i undergrunden…
På trods af, at landet tilbage i 1990 havde demokratisk valg, hvor Daw Aung San Suu Kyi vandt valget i spidsen for partiet NLD (National League for Democracy), har hun stort set siden siddet i husarrast og muligvis i rigtig fængsel nu oven de sidste ugers begivenhedder, hvor det eskalerede med militærets voldlige indgriben over for munkene i landet, samt de civile demostranter, som har støttet op om kravet om demokrati.
Personligt mener jeg ikke, at man skal vente på, at Kina en dag får nølet sig sammen til at gribe ind over for militærjuntaen i landet. Hvordan skal et diktatur kunne bremse et andet? I min verden hænger de to ting bare ikke sammen. Desuden mener jeg heller ikke, at verdenshistorien skal være vidner til endnu en nedslagtning af landets egen befolkning, som det skete tilbage i 1988, hvor ca. 3000 mennesker blev dræbt.
Det er før set, at FN kan være tung at danse med, som 1990′erne, hvor krisen i Jugoslavien og Kosovo var på sit højeste, men endte med en militær indgriben fra NATO’s side med USA i spidsen, fordi man ikke ville være vidne til mere nedslagtning af de etniske og religiøse grupper i landet. Kunne man ikke gøre det samme hér?


Gældende for d. 1. oktober i den russiske-ortodokse kirke: