Nogen gange kan man møde mennesker på sin vej gemmen livet, som man ikke kan undgå at holde af, fordi de sætter et aftryk i ens inderste. Sådan var en af de klienter/borgere som jeg har haft lige siden jeg startede på mit nuværende arbejde for 6 år siden.
Hun var født af danske forældre i et land langt væk fra Danmark, hvor der både var jungle, tigere, indfødte stammefolk og en orangutang som barnepige.
Hendes humor var sort, men lattermild (bare læs længere nede). Hun holdt meget af at fortælle om sine oplevelser, da hun arbejdede i Tyskland op til 2. Verdenskrig, om en ishockeykamp mellem USA og det daværende Nazityskland (som hun oplevede på nærmeste hold som tilskuer).
Som person holdt hun meget af dyr, specielt hunde og katte (dog mest katte). Derfor var hun altid nysgerrig for at høre, hvordan det gik med min kat, Mille, når jeg besøgte hende. Selv havde hun to katte, som begge blev mere end tyve år gamle.
Engang, hvor jeg havde en elev med (vi skulle nemlig være to mand, da hun blev sengeliggende), kunne hun ikke holde sig fra at lave gas med mig og sagde “Åh, nej. Ham vil jeg ikke over til”, da hun blev trillet over til den side af hendes seng, hvor jeg stod. Hvad eleven ikke kunne se var, at klienten blinkede med det ene øje til mig, mens hun sagde det. For, da vi var færdige hos klienten, strøg hun straks op på kontoret for at klage over, at den pågældende klient ikke brød sig om mig… Til stor morskab for både min chef og mig selv, da alle viste, hvor meget min klient holdt af mig. Et andet eksempel på hendes sorte humor, kan man læse her.
Når jeg enten havde fri eller ferie, kunne mine kollegaer være sikre på, at der blev spurgt efter, hvornår jeg var tilbage igen, hvad enten det drejede sig om en dag eller tre uger. Det skal lige siges, at hun ikke var dement.
Efter at have haft hende som klient i 6 år, er hun gået bort i weekenden. Jeg ved, det bliver dybt underligt det næste stykke td at køre forbi, hvor hun boede.
