En gammel kending

Det er sådan ca. 20 år siden, at sangen “I Blew Up The Clinic Real Good” fra albummet “I Predict 1990″ ramte gaden og blev en af de meste omtalte sange dengang, da den omhandler abort og dem, der på det tidspunkt gik og sprængte abotklinikker i luften i USA. Sangeren hedder Steve Tayor og er mest kendt for sin medproduktion af Newsboys albums blandt de fleste herhjemme.

Det har fået mig til at genhøre, dobbeltopsamlingen “Now The Truth Can Be Told, hvor sangen også er med på:

Mobilterror

I kender dem sikkert allerede. Måske er det en af dine venner, familiemedlemmer eller en helt tilfældig person. Dem, som snakker i mobiltelefon her, der og alle vejende, hvor de kan komme afsted med det. Dem, findes der nu et våben imod og det er faktisk ganske gratis, ufarligt og afprøvet uden nogen tilskadekommende.

Det startede alt sammen på arbejdet i dag, hvor vi kom til at snakke om disse mobilsnakkende personligheder. Selv min chef deltog i snakken, da det foregik på hendes kontor hen imod lukketid. Hun fortalte os, der var tilstede, at hendes mand har fundet en ganske morsom måde at få de mobilsnakkende terrorister til at stoppe deres forehavende, når de delagtiggør andre mennesker i deres manglende evne til at træffe et valg, når de skal købe mad & drikke, et stykke musik, et par bukser eller en CD. Når de så skal bruge familien, kærsten, konen, vennen eller veninden til hjælp til at træffe deres hjælp, fatter de mobilen, ringer op og snakker i et toneleje, giver de omkringstående en unik mulighed for at følge med i snakken.

Min chef’s mand hører til den type af personer, som ikke vil finde sig i at blive delagtigggjorti andres snak, når han er ude i offentligheden. Enten begynder han at føljte en eller anden melodi eller bare begynder at stirre på den mobilsnakkende person. Det skulle få mobilsnakkeren at stoppe snakken.

Her til eftermiddag efter arbejde, da jeg skulle købe ind, var jeg et smut forbi den lokale pladepusher. Her stillede en mobilsnakkede person af modsatte køn sig ved siden af mig, mens jeg stod og kiggede på noget musik og selv hørte noget musik på mobiltelefonen. Min sidemand af hunkøn begyndte at snakke mobil i et toneleje, som mere eller mindre overdøvede musikken, som jeg hørte på. Efter nogle minutter, hvor jeg mere eller mindre var tvunget til at høre på hendes efter min mening, ligegyldige snak, begyndte jeg at fløjte den sang, som var i gang. Efter et stykke stoppede sidemanden med at snakke, kiggede ondt på mig og gik. Og jeg kunne høre min musik igen.