::: Maltesen :::

Gentager historien sig selv?

14 februar, 2007 · 7 Kommentarer

Historien har det åbenbart med at gentage sig selv, når det gælder selvbiografiske værker. De fleste kan sikkert huske opstandelsen omkring Jørgen Leth’s bog “Det Uperfekte Menneske”, hvori forfatteren delagtiggjorde læserne omkring nogle seksuelle tilnærmelser til en eller anden ung 17 årig pige på Haiti, hvor Jørgen Leth på det tidspunkt var konsul.

Dengang endte det med, at Jørgen Leth blev fyret som kommentator på TV2 Sporten, hvorhan i mange år havde dækket Touren. Samtidig valgte Jørgen Leth at fratræde posten som konsul på Haiti oven på en mediestorm, der ikke er set magen til i lille Danmark, hvor vi er gode til at fordømme andre mennekser uden at have sat os ind i, hvad sagen drejer sig om.

For at vende tilbage til nutiden og min grund til at trække Jørgen Leth og hans bog ind i denne post, skal vi have fat i Knud Romer, som nogle nok vil kende fra bla. Smagsdommerne på DR2. han har nemlig begået bogen “Den Som Blinker Er Bange For Døden”. Her næsten et år efter udgivelsen, er borgerne på Falster, hvor Knud Rømer er opvokset og, hvor bogen tager sig udgangspunkt, blevet oprørte over indholdet. Faktisk er en boghandler i Nykøbing Falster blevet så oprevet, at han udtaler sig, at “mange er blevet kede af bogen”.

Det kan undre mig til stadighed, hvorfor personer som kun kender bogen af omtale, hvad enten det er Jørgen Leth’s bog eller Knud Rømer’s, har så travlt med at fordømme noget, der er delvis fiktion og delvis biografisk. Som forfatter har man vel en hvis frihed til at skrive historien ud fra sin egen fantasi uden man behøver at frygt for at blive jagtet til døde af meningsmand og Ekstra Bladet?

Jeg er udemærket klar over, at der er en vis forskel på det Jørgen Leth foretager sig i sin bog i fiktionens verden og det, som Knud Romer beskriver omkring Falster. Men, der er dog visse ting der går igen omkring forfatternes brug af fantasien og den opstandelse, som det bagefter medfører.

Jeg har på nuværende tidspunkt ikke fået læst nogle af bøgerne, men har i dag fået bestilt Jørgen Leth’s “Det Uperfekte Menneske”, så jeg selv kan få læst den.

Kategorier: Bøger